SAS-piloter flyver igen: Strejke har ramt 100.000 passagerer

100.000 passagerer har været berørt af de svensk SAS-piloters strejke, og 1000 flyafgange har været aflyst.

De svenske SAS-piloter har afblæst deres strejke, efter der er indgået en aftale mellem parterne. Det betyder, at flytrafikken meget snart vil være normal igen. 

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse kort før klokken 17.30 tirsdag. 

- Det har været en svær proces, og vi er nu lettet over, at strejken er afblæst, og at vore kunder kan komme afsted som planlagt, siger koncernchef i SAS Richard Gustafson i en pressemeddelelse.

Pilotstrejken blev indledt fredag og har betydet, at 1000 flyvninger har været indstillet. Alene tirsdag måtte 240 afgange aflyses. 100.000 passagerer har været berørt, oplyser SAS.

Det er en etårig aftale om løn og ansættelsesforhold, der er indgået mellem SAS og piloterne. Den indebærer, at lønnen stiger 2,2 procent for piloterne.

- Vi er tilfredse med at være blevet enige om en aftale på 2,2 procent. Derimod synes vi, at det var kedeligt, at vi måtte igennem en kostbar og unødvendig strejke, siger vicedirektør Mattias Dal i Svenska Flygbranchen og Tranportföretagen, hvor piloterne er organiseret.

Strejken har ikke omfattet flyafgange med danske og norske piloter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik