SAS når sparemål med dansk forlig

Ved midnatstid natten til fredag blev der sat punktum i en aftale mellem det danske kabinepersonale i SAS og flyselskabets ledelse.

Med forliget har SAS gennemført de sidste aftaler med fagforeningerne og har opnået samlede besparelser på en halv milliard svenske kroner årligt - eller omkring 380 millioner danske kroner, oplyser selskabet.

- Det er et forlig, der møder de krav, som SAS har stillet, og på den positive side for de ansatte i SAS møder det krav, som vi har stillet blandt andet med et værn mod social dumping, siger Verner Lundtoft Jensen, formand for det danske kabinepersonale.

Parterne var blevet trukket i forligsinstitutionen, da forhandlingerne var gået i hårdknude. Men efter lange og seje forhandlinger nåede parterne til enighed.

Det er et forlig, som formentlig byder på lønnedgang for personalet og forringelse af en række vilkår som led i den massive spareplan, som ledelsen har sat i værk for at få det kriseramte flyselskab på ret kurs.

Formanden vil ikke afsløre indholdet af aftalen, før medarbejderne er orienteret.

- Men vi har fået opfyldt vores krav om at få en sikring af danske arbejdspladser på danske overenskomster, siger Verner Lundtoft Jensen.

Regeringerne i Norge, Sverige og Danmark har indvilget i at poste flere milliarder i SAS i forbindelse med en aktieudvidelse, men havde på forhånd stillet som betingelse, at personalet gik med til besparelser på en halv milliard svenske kroner.

Det danske kabinepersonale har været i modvind undervejs i forhandlingerne. Norske og svenske kabinekolleger har beskyldt danskerne for at ville tage deres del af slæbet i forbindelse med de omfattende besparelser i selskabet.

- Vi er blevet kaldt uansvarlige og mange andre grimme ord, men vi er faktisk dem, der har taget det største ansvar blandt fagforeningerne i hele SAS. Vi har leveret det procentmæssigt største og har sørget for, at virksomheden overlever, siger den danske formand.

Koncernchef for SAS Mats Jansson er meget tilfreds med, at alle overenskomstaftaler nu er i hus.

- De nye aftaler er afgørende for den aktieemission, som SAS skal i gang med, og forhandlingerne har været intensive og konstruktive, siger han i en pressemeddelelse.

Sammenlagt har SAS indgået aftaler med fagforbund om besparelser på 2,1 milliarder svenske kroner i 2009 og 2010. Flyselskabet opgør de samlede årlige besparelser i strategiplanen Core SAS til 7,8 milliarder svenske kroner.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik