SAS kræver skattetjek af konkurrenter

Det skandinaviske luftfartsselskab vil have undersøgt, om man er udsat for unfair konkurrence.

Næppe har det skandinaviske luftfartsselskab SAS afværget et altomfattende kollaps, før selskabets danske koncernchef slår alarm.

- Vi ser gerne, at myndighederne undersøger, om der blandt vore konkurrenter i Skandinavien er nogle, som bruger modeller, der ikke er lovlige.

- Helt konkret ønsker vi at få undersøgt, om der er selskaber, der benytter vilkår, som betyder, at der hverken betales skat eller ydes social sikring for de ansatte, siger SAS' danske koncerndirektør, Flemming J. Jensen, til Politiken.

Især lavprisselskaber bør undersøges

Han vil ikke vil sætte navne på de konkurrenter, der efter hans vurdering bør kigges efter i sømmene.

Men især lavprisselskaberne Ryanair og Norwegian har de seneste måneder været kritiseret for at benytte kreative bemandingsregler.

Både Norwegian og Ryanair hyrer i stor stil piloter via bemandingsbureauer med adresser i lande og områder, der har status som skattely, og hvor lønningerne i forvejen er lave.

Her skal piloterne selv finde ud af at afregne deres skatter, og de er heller ikke altid sikret pension, løn under sygdom og andre sociale goder.

SAS ansætter på skandinaviske vilkår

Til gengæld kan lavprisselskaberne sænke lønningerne dramatisk i konkurrencen med blandt andet SAS.

- Vi ved, at der er luftfartsselskaber blandt vore konkurrenter rundt om i verden, hvor omkostningerne er lavere, blandt andet mellemøstlige og østeuropæiske, og vi er helt indforståede med den frie bevægelighed i EU.

- Men inden for Skandinavien bør det efter vores opfattelse være sammenlignelige ansættelsesmodeller, der benyttes. I

SAS er alle besætninger ansat på skandinaviske vilkår, siger Flemming J. Jensen til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik