SAS kan blive ramt af CSC-strejke

Flere CSC-ansatte varsler sympatistrejke. Det kan ramme luftfarten, men SAS tager det roligt.

Medarbejderne i CSC Airline Solutions, der står for driften af blandt andet booking og reservationer hos SAS, har varslet sympatistrejke med de strejkende CSC-ansatte. Det skriver Computerworld.
Det drejer sig ifølge Prosa om cirka 125 medarbejdere, der er medlemmer af Prosa/SAS, som, hvis de ender med at strejke, vil bringe det samlede antal strejkende op over 500.

Selskabet, der laver systemer til luftfartsselskaber, står for stort set al SAS' it-drift, herunder booking og billetreservationer.
Hos SAS siger pressechef Mikkel Thrane dog, at selskabet ikke regner med, at en eventuel strejke kan få konsekvenser for selskabets drift.
- Vi har ikke fået nogen meldinger om, at de Prosa-medlemmer, der er ansat i SAS, vil gå i strejke. Så vi har ingen forventning om, at det vil få konsekvenser for os, siger han til Ritzau.

Konflikten mellem CSC og Prosa-medlemmerne har stået på gennem flere måneder og er spidset til ved, at en del af medarbejderne har nedlagt arbejdet.
- Det, som alle andre på CSC frygter, er, at hvis det lykkes at forringe vores vilkår så meget, så ved vi, at de står for tur bagefter, siger Prosas næstformand, Hanne Lykke Jespersen, til Computerworld.
CSC's ledelse nægter dog at have modtaget noget strejkevarsel.
- Et varsel er først gældende, når det er kommet frem til modtageren. CSC har dags dato fortsat ikke modtaget noget formelt varsel om konflikt fra Prosa/SAS, skriver CSC-chef Lene Christensen i en mail til Computerworld.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik