Arkiv foto Foto: Lorry

To SAS-fly tæt på kollision i snestorm

I snestormen var to fly fra SAS tæt på at støde sammen i Københavns Lufthavn i Kastrup den 26. november, skriver ekstrabladet.dk.

Det oplyser Havarikommissionen for Civil Luftfart i en foreløbig redegørelse, der klassificerer episoden som alvorligste kategori 'risiko for kollision'.
- Det var en alvorlig hændelse, siger kommunikationschef Thorbjørn Ancher, Trafikstyrelsen, til ekstrabladet.dk.
Et stoplys - en såkaldt 'stop bar', der er røde lys nedfældet i banen, var slukket.
Derfor kørte det ene fly frem mod startbanen fra en rullevej, men i sidste øjeblik fornemmede piloterne, at der var noget galt - og stoppede flyet før det kom på tværs af det andet fly, som var ved at lette.
Trafikstyrelsen har straks grebet ind og beordret alle 'stop bars' tændt hele døgnet rundt i Københavns Lufthavn i Kastrup.
Når et fly skal passere en 'stop bar' skal den slukkes manuelt af kontroltårnet.
- Det gør vi for at forebygge lignende episoder, siger Thorbjørn Ancher.