SAS aflyser også alle fly mandag

SAS aflyser samtlige flyvninger mandag, selv om luftrummet indtil videre kun er lukket indtil kl. 2 natten til mandag. British Airways følger trop.

SAS sender heller ingen fly på vingerne mandag. Det sker på trods af, at luftrummet indtil videre kun er meldt lukket indtil kl. 02.00 natten til mandag på grund af den islandske vulkanaske.

SAS gør i meddelelsen til kunderne opmærksom på, at aflysningen ikke gælder ankomster fra USA, hvor flyselskabet er i gang med at undersøge mulighederne for at omdirigere til Norge, hvor luftrummet er delvist åbnet.

British Airways oplyser også, at de aflyser samtlige afgange mandag.

Det er efterhånden næsten alle europæiske lufthavne, som er lammet af askeskyen fra Island. Og det har fået store europæiske selskaber som Air France-KLM og Lufthansa til at gennemføre testflyvninger over Europa.

Selv om selskaberne melder om succesfulde testflyvninger, har SAS ingen planer om at følge trop og sende maskiner i luften.

Vi følger enormt meget med i de testflyvninger, fordi vi selvfølgelig gerne vil finde ud af, om det kan lade sig gøre at flyve på trods af asken. Men det bliver næppe noget med, at vi kommer til at gennemføre testflyvninger, siger Mikkel Thrane, kommunikationschef i SAS i Danmark. Han påpeger, at for SAS er flysikkerheden vigtigst. Vi følger selvfølgelig myndighedernes anbefalinger, fordi det her handler om flysikkerhed, og det tager vi naturligvis meget alvorligt.

/ritzau/