Samtidskunst og underjordiske udstillinger på vej til Ørestad

En tom cykelkælder under Kay Fiskers Plads ved Ørestad vil Foreningen FFP11 lave om til en kunsthal.

Der er stor opbakning om et nyt kreativt projekt, der skal give nyt liv til en underjordisk cykelkælder ved Ørestad på hele 875 kvadratmeter. Det skriver By&Havn i en pressemeddelelse.

Den hvidmalede betonkælder under Kay Fiskers Plads skulle have tjent formålet som cykelkælder, men ingen cyklister har benyttet kælderen.

quote Vi mener, at kunst bør være til stede i alle Københavns bydele

KFP11, gruppen der driver projektet

Men hvad cyklisterne ikke vil bruge, vil kunstnerne gerne. For det tomme lokale har fanget Foreningen FFP11’s opmærksomhed, og de har stiftet en gruppe unge kunstnere kaldet KFP11, som skal udvikle og drive projektet.

- Vores vision er at skabe et lokalt forankret udstillingssted med kunst af høj kvalitet. Vi vil gerne levere et vedkommende kulturtilbud, som giver Ørestad et kunstnerisk samlingspunkt, der ikke findes i bydelen i dag. Vi mener, at kunst bør være til stede i alle Københavns bydele og tror stærkt på kunsten som bindeled i vores fælles hverdag, siger foreningen i en pressemeddelelse.  

Samtidskunst i betonomgivelser

Foreningen har de sidste to et halvt år arbejdet på at gøre projektet til en realitet, og nu er de meget tæt på målet.

KFP11’s vision er at bruge kunsten som et lokalt samlingspunkt, der binder Ørestad sammen.

Derfor skal samtidskunst være udstillingens omdrejningspunkt og der skal være plads til, at både etablerede, såvel som mindre kendte kunstnere kan udstille deres værker.

Betonvægge og ovenlysvinduer danner gode rammer for en kunstudstilling.
Betonvægge og ovenlysvinduer danner gode rammer for en kunstudstilling.
Foto: By&Havn / Presse

Ifølge kunstnerne er lokalet arkitektonisk og størrelsesmæssigt helt specielt, og med de store betonvægge og ovenlysvinduer er lokalet i sin grundform perfekt til at udstille kunst.

Men for at lokalet kan danne de perfekte rammer for kunstudstilling, skal det laves lidt om. Og det kræver selvfølgelig penge.

Mange støtter projektet

Mange ønsker, at omdannelsen til en kunsthal bliver en realitet, og derfor har projektet modtaget meget støtte.

quote Med Ørestad Kunsthal får vi en helt ny type af kulturtilbud i området

Anne Skovbo, adm. direktør i By&Havn

Blandt andet har By&Havn, der ejer det underjordiske lokale, indgået et samarbejde med kunstnerne. By&Havn vil nemlig bidrage til projektets realisering ved at stille lokalet gratis til rådighed i minimum 10 år og bidrager med 600.000 kroner til omdannelse af kælderen.

- Lokalet har stået tomt i flere år og været et uudnyttet potentiale i Ørestad. I By&Havn udvikler vi bæredygtige bydele, og det handler ikke kun om miljø og klimasikring, men også om at skabe et aktivt bymiljø med kulturliv og foreninger, siger administrerende direktør i By&Havn, Anne Skovbo, i en pressemeddelelse og uddyber:

- Ørestad er beriget med nogle af de største kulturinstitutioner i hovedstaden særligt inden for musik og sport, men med Ørestad Kunsthal får vi en helt ny type af kulturtilbud i området, som jeg er sikker på vil blive et rigtig godt og spændende indspark til både Ørestad og til København.

Også Realdania har været ude med den store pengepung.

De har nemlig givet 1.000.000 kroner i fondsmidler til projektet fra puljen ”Underværker”. Den pulje støtter projekter, som skaber rammer for nye fællesskaber og nytænker eksisterende bygninger.

Ørestads nye kunsthal har desuden modtaget støtte fra Københavns Kommune og kan se frem til tilskud fra GF Ørestad City og Amager Vest Lokaludvalg til de kommende udstillinger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik