Samtaler skal forebygge klager

De fleste sager i Patientklagenævnet bunder i kommunikationsbrist og kunne være klaret med en samtale med behandleren. En ændring af patientklagesystemet er på vej. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

En ny lov skal give utilfredse patienter mulighed for at komme i direkte dialog med behandleren. Det viser sig nemlig, at flertallet af alle klagesager i Patientklagenævnet er kommunikationssager, der altså kunne være undgået, hvis patient og behandler havde forstået hinanden. Lovforslaget, der ventes vedtaget i løbet af foråret, lægger desuden op til oprettelsen af et patientombud, der skal være patienternes garant og følge sagerne for at kunne pege på et eventuelt gentaget uhensigtsmæssigt mønster i sundhedssystemet.
Venstres sundhedsordfører Preben Rudiengaard hilser lovforslaget velkommen, men understreger vigtigheden af, at patienterne stadig har mulighed for at rejse en klagesag i Patientklagenævnet. Ifølge Preben Rudiengaard bunder hele 80 procent af sagerne i Patientklagenævnet i kommunikationsbrist.
I Lægeforeningen kan man ikke sætte et nøjagtigt tal på andelen af kommunikationssager, men foreningens juridiske chef, Nils Michelsen, bekræfter, at et stort antal af sagerne i Patientklagenævnet har rod i kommunikationssvigt.
- Der er ingen tvivl om, at et stort antal af sagerne vil kunne klares med en samtale, siger han og understreger, at den del af forslaget, der handler om at give klageren mulighed for at komme i dialog med behandlingsstedet med det samme frem for at vente på en afgørelse i Patientklagenævnet i op til flere år, er noget, som Lægeforeningen har været fortaler for i mange år.
Måske kunne lovforslaget have hjulpet 76-årige Karl Agner Thygesen i Hundested. Han blev for tre et halvt år siden indlagt med svær blodmangel, men først efter et lille døgns indlæggelse målte lægerne hans blodprocent til 2,7 med det resultat, at Karl Agner Thygesen siden har måttet leve uden synet på det øje og en stor del af hukommelsen. Patientforsikringen såvel som Patientklagenævnet har afvist Karl Agner Thygesens klager, men det er nu heller ikke en erstatning, han savner; snarere en forklaring.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik