Samling på 16.000: Ole er formand for Dansk Kinderægforening

Siden 1998 har Ole Sørensen fra Glostrup samlet på legetøj fra Kinderæg. I dag fylder hans samling et helt værelse og en kælder.

I Ole Sørensens tre-værelses lejlighed har han dedikeret et helt rum til Kinderæg. Alt fra metalsoldater til disneyprinsesser har han de sidste tyve år fået skrabet sammen. For ham er det æstetikken i den lille detalje, der gør legetøjet så fascinerende: 

- Jeg synes, det er sjovt og spændende. Det er altid en overraskelse, ligesom producenten siger. Det er altid spændende at se, hvor mange æg man skal åbne for at finde den, man er på jagt efter, siger Ole Sørensen. 

Udover sin egen samling står Ole Sørensen for Dansk Kinderægforening, hvor han som formand hver tredje måned udgiver bladet Kindernyt til foreningens 14 medlemmer på landsplan. Selvom Ole har samlet 16.000 stykker legetøj fra de gule kapsler, så er det ifølge ham ingenting i forhold til hvad kassérer i Dansk Kinderægforening, Annemarie Brantsen, har stående derhjemme. 

Samler ved et tilfælde

Ole med sin Kinderæg-bibel.
Ole med sin Kinderæg-bibel.
Foto: TV 2 Kosmopol

Ole Sørensens passion for chokoladeæggets indhold kom ved et tilfælde. En kollega ledte efter en krokodillefigur fra en Kinderæg-serie. Ole kendte ikke Kinderæg på det tidspunkt, men da han hjalp kollegaen med at finde krokodillen fandt han i stedet en giraf, der ændrede hans liv: 

- En af de første jeg åbner er en figur, der forestiller en giraf på en minicykel på vej op ad et bjerg. Giraffens ansigt lyser langt væk af anstrengelse, og det faldt jeg simpelthen for. Jeg synes simpelthen, den havde sådan et sjovt ansigt. Og så fandt jeg ud af, der var ni andre i serien, siger han. 

Giraffens hårde kamp op ad bjerget blev første skridt mod den enorme samling, han i dag har bygget op. Hele samlingen tæller nu mere end 16.000 effekter, hvoraf 2/3 af samlingen er pakket ned i kælderen. Resten er pænt sat op i lejligheden. 

Ole Sørensens første kinder-kærlighed. Giraffens ansigtsudtryk kunne Ole ikke stå for.
Ole Sørensens første kinder-kærlighed. Giraffens ansigtsudtryk kunne Ole ikke stå for.
Foto: TV 2 Kosmopol

Messe på søndag

Efterhånden som samlingen er blevet større og større, har Ole Sørensen mødte søge mod udlandet for at finde de mere sjældne figurer. Kinderæg-markedet er ikke særlig godt i Danmark, så Ole Sørensen og de andre fra Dansk Kinderægforening må ofte til chokoladeæggets moderland, Tyskland, der har mere end 2 millioner samlere. 

På søndag tager Ole Sørensen selv 6.000 af sine mest unikke figurer med til World Cup Hallen. Hvis du vil se Ole Sørensen og resten af foreningens flotte samlinger, så skal du tage til World Cup Hallen i Rødovre søndag d. 18. Marts fra 12.30-16.00. Alle er velkomne. 

Ole Sørensens samling af unikke legetøjsfigurer står udstillet i hans lejlighed.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik