Sager mod skandaleramt hjerneforsker er måske ugyldige

Sagerne mod Milena Penkowa og Bente Klarlund Pedersen skal måske gå om på grund af en juridisk fejl.

Det omfattende og årelange udredningsarbejde i kølvandet på svindelsagen mod hjerneforskeren Milena Penkowa risikerer nu at skulle gå om på grund af en juridisk fejl i Uddannelsesministeriet.

Det skriver Weekendavisen fredag.

Ifølge avisen kan fejlen betyde, at de foreløbige og opsigtvækkende afgørelser vedrørende professor Bente Klarlund Pedersen samt de to endelige domme fra sidste år om Milena Penkowas uredelighed kan ende med at blive erklæret ugyldige.

Det vurderer Bente Klarlund Pedersens advokat Eigil Lego Andersen, der har gjort Uddannelsesministeriet opmærksom på fejlen.

Den består i, at dommerpanelet i Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), der undersøger sagerne, højst må sidde i panelet i seks år.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) forlængede imidlertid deres mandat på baggrund af en ny bestemmelse i ministeriets bekendtgørelse om UVVU, hvorefter ministeren "undtagelsesvis" kan forlænge beskikkelsesperioden.

Den nye bestemmelse er direkte udløst af Penkowa-sagen, som ministeriet af ressourcemæssige grunde gerne ville have færdiggjort af de daværende medlemmer af UVVU.

Men ifølge Bente Klarlund Pedersens advokat er det ulovligt. I loven om forskningsrådgivning er der nemlig ingen hjemmel til at forlænge UVVU-medlemmer ud over seks år, og ifølge Eigil Lego Andersen er det ingen tvivl om fejlen.

- Foreløbig går jeg ud fra, at ministeren vil erklære sig enig med mig efter nærmere overvejelse, siger han til Weekendavisen.

En uafhængig ekspert i forvaltningsret, lektor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, er tilbøjelig til at give Eigil Lego Andersen ret.

- Han har en pointe. Det er en relevant og skarpt set indvending, som kan have noget for sig, uden at jeg på stående fod vil sige med sikkerhed, at de ville få ret ved en domstol.

- Men det er i hvert fald ikke ude på overdrevet at rejse dette som et juridisk problem, siger Sten Bønsing til Weekendavisen.

Eigil Lego Andersen afviser over for Weekendavisen, at de juridiske spidsfindigheder og indvendinger blot er et prokuratorkneb, der på formalistisk vis skal trække sagen i langdrag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik