Sag mod Penkowa var forældet

Anklager i Københavns Politi mener, at der var beviser for almindelig dokumentfalsk i Penkowa-sagen. Det var reelt reglerne om forældelse, som fik Københavns Politi til at frafalde tiltalen mod den tidligere professor Milena Penkowa.

Politiets jurister mente at have beviser for, at den kendte forsker havde brugt falske dokumenter i forbindelse med nogle rotteforsøg.

Det skriver Weekendavisen efter at have fået aktindsigt i den redegørelse, som politiet har sendt til såvel Københavns Universitet som til Milena Penkowa.

Advokaturchef Per Justesen skriver, at det efter hans opfattelse vil kunne bevises, at flere dokumenter er falske.

Imidlertid er forholdet forældet. Almindelig dokumentfalsk forældes strafferetsligt efter fem år, og anmeldelsen kom først efter syv år.

Eneste mulighed for politiet er at rubricere de falske papirer som en sag om dokumentfalsk af særlig grov karakter. Her indtræder forældelse efter 10 år.

Men advokaturchef Per Justesen vurderer ifølge Weekendavisen ikke, at "det med den fornødne sikkerhed kan bevises, at den begåede dokumentfalsk er af særlig grov karakter."

I medierne omtalte sagens hovedperson sig selv om "renset", da det i søndags kom frem, at Københavns Politi havde valgt at droppe straffesagen.

På Københavns Universitet overvejer man på baggrund af redegørelsen at gå videre til Statsadvokaten i København i forsøget på at få rejst en straffesag.

Det oplyser vicedirektør Jasper Steen Winkel til Ritzau tirsdag aften.

- Vi vil nu overveje, om vi vil indbringe afgørelsen for statsadvokaten, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik