Saft-gigant stævner kommune for millioner

CO-RO har stævnet Frederikssund Kommune og Frederikssund Spildevand A/S for at få 12,5 millioner kroner tilbage.

Normalt følger der smil og positive ord med, når talen falder på saft-giganten CO-RO på direktionsgangen i Frederikssund Kommune.

Med en støt stigende omsætning og et ditto overskud, har virksomheden nemlig i de seneste år sendt millioner af kroner i kommunekassen.

Alene i det seneste regnskabsår betalte CO-RO 40 millioner kroner i selskabsskat efter lidt af et jubel-regnskab.

Men nu er virksomheden og kommunen på vej mod en tur i retten - mod hinanden.

Det skriver Lokalavisen.dk.

Avisen har fået aktindsigt i en stævning, hvor CO-RO kræver 12,5 millioner kroner plus renter tilbage fra kommunen og Frederikssund Spildevand A/S.

Pengene er ifølge stævningen blevet opkrævet for meget i spildevandsafgift fra 2005-2013, da virksomheden både har betalt almindeligt og særbidrag for spildevandet i Frederikssund.

Situationen er opstået, fordi CO-RO i en periode betalte på baggrund af et skønnet forbrug, der viste sig at være alt for højt.

I praksis er CO-RO og kommunen enige om, at virksomheden har betalt alt for meget i spildevandsafgift.

Til gengæld er de langt fra enige om, hvorvidt saft-giganten skal have pengene tilbage.

I et notat konkluderer kommunens administration, at kravet er forældet, da forældelsesfristen er på tre år fra betalingstidspunktet, mens CO-RO mener, at sagen ikke er forældet, da man allerede i 2000 gjorde indsigelser mod udgifterne, som altså senere viste sig at være forkerte, skriver Lokalavisen.dk.

Af notatet fremgår det desuden, at selv hvis Frederikssund Kommune og Frederikssund Forsyning havde til hensigt alligevel at betale pengene tilbage, ville det efter alt at dømme ikke være muligt.

Frederikssund Spildevand skal nemlig ifølge lovgivningen hvile i sig selv økonomisk, og derfor kan man kun indregne "nødvendige omkostninger" i selskabets takster, og kun betale penge tilbage, hvis man er juridisk forpligtet til det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik