Sæsonen er i gang: Sådan laver du din egen hyldeblomstsaft

Det er så nemt at lave hyldeblomstsaft, at det næsten er en skam at lade være. Her får du en opskrift på hjemmelavet hyldeblomstsaft.

Det er utrolig let at finde hyldeblomst lige i øjeblikket. Og mens varmen bager og duften af hyld spreder sig, hvorfor så ikke køle sig lidt ned med en hjemmelavet hyldeblomstsaft? Du behøver måske ikke engang gå særlig langt for at finde dem:

- Hvis du vil have en flaske saft, er det meget nemt. Du skal bare have 50 skærme til en portion, siger Merete Andreassen, der driver Hjortkær Hyld i Græsted

Sammen med sin mand har Merete Andreassen 100 buske med hyldeblomst på sin plantage i Græsted, som de sælger til virksomheder og gårdbutikker.

Vi spurgte, om hun ikke ville dele sin opskrift på hyldeblomstsaft – og hun sagde heldigvis ja:

- Min er den gode gamle traditionelle version med sukker og citron. Mange prøver sig frem med lime og brun sukker, men det synes jeg ødelægger hyldeblomstsmagen, der i forvejen er ret delikat, så det er en skam at overdøve den med andre krydderier, siger hun.

Hvad skal du bruge?

50 Hyldeblomstskærme

75 gr citronsyre eller vinsyre.

3-4 store citroner (helst usprøjtede)

3 kg sukker

3 liter vand.

Ifølge Merete Andreasen er det svært at forveksle hyldeblomst, da den krydrede, nærmest parfumerede blomsterduft afslører dem.

De findes rigtig mange steder, men især ved skovområder, anlæg eller marker. Man skal bare ikke tage dem, der hænger ud til en trafikeret vej, da bilosen sætter sig i dem. Og så må de heller ikke være brune:

- Når man plukker blomsterne, må der ikke være brune skærme. 10 eller 20 procent må godt være knopper, men hvis hele skærmen er sprunget ud, får man den bedste smag, siger Merete Andreasen

Sådan gør du:

Først putter du hyldeblomst, syre og citroner i en stor gryde

I en anden gryde koger du vand og sukker sammen

Så hælder du sukkerlagen i gryden med hyldeblomst og citroner

Lad det stå kælderkoldt i tre dage

Og så er saften klar til at blive siet (eventuelt med et klæde) og hældt på flaske.

Man skal dog være opmærksom på at hyldeblomst er meget sarte. Når du samler dem, skal du passe på, du ikke presser dem sammen, for så bliver de brune.

Og så er det vigtigt at lave saft af dem maksimalt en halv dag efter plukningen. Ellers kan man altid fryse dem. Bare brug dem med det samme, når du tager dem op.

Men så er du ellers klar til at nyde din helt egen hyldeblomstsaft. Merete Andreasen nyder den blandet op med almindeligt postevand, men du kan også blande det op med danskvand, eller hvad du nu kan finde på.

- Det er et godt formål for en tur i skoven. Find en god portion, og lav det med det samme, eller frys det ned. Der er også mange, der også laver bowler med hvidvin eller danskvand, men jeg synes den helt enkle med postevand er den bedste, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik