Faldstribehullet set fra Amager Strand den 4. oktober 2018. Foto: Kim Petersen / Privatfoto

Særpræget hul i skyerne set flere steder over Københavnsområdet

Torsdag morgen blev der flere steder i Københavnsområdet set et særpræget hul i skydækket.

Mange indbyggere i København og Nordsjælland måtte torsdag morgen kaste et ekstra blik på himlen, da et mystisk hul i skydækket viste sig.

Efter en relativt kølig og klar nat nærmede en varmfront sig landet fra vest og sendte skyer ind over området.

Disse såkaldte altocumulusskyer befandt sig i omtrent tre kilometers højde og bestod af helt små vanddråber - såkaldte skydråber.

Men pludselig opstod der et næsten ovalt hul i skydækket, der tillod den blå himmel at komme frem igen. Inde i hullet blev der dog dannet en lille cirrussky, som bestod af iskrystaller.

Læs også Se billederne: Imponerende skyformation over Sjælland

Vi modtog her på TV 2 VEJRET adskillige billeder fra danskere, især fra Københavnsområdet og Nordsjælland, der havde set det besynderlige skyhul på himlen.

Skyldes fly

Fænomenet, der sommetider omtales som et faldstribehul på dansk, eller som et fallstreak hole, eller hole punch cloud på engelsk, optræder af og til, hvis de rette meteorologiske betingelser er til stede.

Faldstribehullet set fra Københavns sydhavn. Foto: Thomas Mørk / Privatfoto

Faldstribehullet er med stor sandsynlighed opstået, da et fly er fløjet igennem skylaget. De små underafkølede vanddråber befinder sig nemlig i en meget ustabil tilstand, hvor de let fryser til is.

Når et fly krydser et sådant skylag, vil små partikler og iskrystaller fra udstødningen medføre, at de små vanddråber i skylaget øjeblikkeligt fryser til is på de nye iskrystaller.

Processen breder sig i en cirkel radielt væk fra det punkt, hvor flyet fløj gennem skyen, og de små ispartikler falder ned som snefnug, der dog når at fordampe i stor højde.

I 2016 blev der også observeret fascinerende faldstribehuller over Øresund både 3. januar og 25. september.

Læs også Smukt vejrfænomen rundt om solen: Så du det også?