Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

Særligt unge på elitegymnasier rammes af gymnasielærer-strejke

De gymnasier, der er udtaget til strejke i april, er skoler, hvor eleverne har mere "overskud" - og så ligger mange af dem i velhavende kvarterer.

Elever, der i forvejen får gode karakterer og bor i velhavende områder, rammes af en potentiel gymnasielærer-strejke i april i forbindelse med den truende storkonflikt for statslige ansatte.

Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har udvalgt 19 skoler, hvor der skal strejkes, og heraf ligger ni af skolerne i Hovedstadsområdets mere velhavende kvarterer som eksempelvis Ordrup, Hellerup og Rungsted, skriver Berlingske.

Rektor på Ordrup Gymnasium, Søren Helstrup, fortæller til Berlingske, at han ikke kan lade være at spekulere i, om skolerne er udvalgt, fordi mange af beslutningstagernes børn går der.

- Måske har man tænkt, at på disse gymnasier er der en hel del børn af dem, der bestemmer, siger han. 

Læs også Se listen: Her er der varslet strejke 4. april

Sårbare børn skal ikke rammes

Formand for GL, Annette ​​​Nordstrøm Hansen, fortæller til Berlingske, at man har udvalgt gymnasier, hvor eleverne har "overskud". Man har altså forsøgt at undgå at udpege gymnasier med "sårbare" elever.

Der er eksempelvis ingen såkaldte ghettoskoler på listen over strejketruede gymnasier.

- Vi har i elevgrupper, vi gerne vil holde uden for. Når vi så gør det, bliver det i stedet denne gruppe af stærke elever, og de skal nok komme igennem det, siger hun til Berlingske.

Hun understreger, at man ikke har intentioner om at ramme eleverne, hvis det kommer til strejke.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning frygter, at en eventuel strejke kan gå ud over 3.g'ernes eksaminer.