Sådan så det ud i Store Dyrehave ved Hillerød torsdag eftermiddag. Foto: Martin Warming / Hillerød Posten

Sækkevis af affald smidt i skoven: Navn fundet i skraldet

Et helt læs affald er blevet dumpet i Store Dyrehave - og det er ikke første gang. Affaldet kan måske afsløre gerningsmanden.

En skovgæst gjorde torsdag eftermiddag et fund, som bestemt ikke hører til i skoven:

Det er super ærgerligt, at det smides ud i så flot natur som det her. Vi er ikke så langt fra en genbrugsstation, hvor folk kunne have afleveret det kvit og frit.

Jan Kidholm, chefkonsulent hos Naturstyrelsen Nordsjælland

I Store Dyrehave i Hillerød lå et stort læs affald. Sække i massevis dumpet af en ukendt gerningsmand.

Gæsten ringede straks til Naturstyrelsen, som nu har taget sig af affaldet, skriver Hillerød Posten.

Naturstyrelsen fortæller TV 2 Lorry, at de klokken 7 fredag morgen har hentet affaldet. Efter at have gennemrodet det, fandt de navn og adresse på en person. Sagen bliver nu meldt til politiet mandag, og affaldet er blevet destrueret. 

Læs også Sækkevis af affald smidt i skoven: Sådan kan skovsvin straffes

Det er helt normal procedure at gennemrode skrald for eventuelt breve eller telefonregninger, når man finder det i naturen.

Det vides ikke præcist, hvornår affaldet er dumpet. Men torsdag eftermiddag så det sådan her ud: 

00:53

Photo: Martin Warming, Hillerød Posten

Luk video

Affaldet kan måske afsløre gerningsmand

Affald i skoven er ikke en ny problematik for Naturstyrelsen, og det ærger dem.

- Det er super ærgerligt, at det smides ud i så flot natur som det her. Vi er ikke så langt fra en genbrugsstation, hvor folk kunne have afleveret det kvit og frit, siger Jan Kidholm, chefkonsulent hos Naturstyrelsen Nordsjælland til TV 2 Lorry.

Læs også Mød fem frivillige affaldshelte: Sammen skralder vi i flok

Han fortæller, at han håber, at politiet kan finde frem til personen og forhåbentligt komme med en straf for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven. 

Et forårsproblem

Problemet med affald i naturen er særligt slemt på denne tid af året.

- Foråret er faktisk højsæson for aflæsning af skrald i skoven. Der er rigtig meget havearbejde, eller når folk begynder at rydde ud i sommerhuset, at det ender i skoven, siger Jan Kidholm.

Vi vil gerne have fat i de skovssvin.

Henrik Suhr, pressekoordinator i Nordsjællands Politi

- Vi bruger vel omkring 150.000 kroner om året på affald, der læsses af i skoven. Generelt bruger vi omkring 500.000 på affald generelt. Og det er simpelthen nogle ærgerlige penge, siger han.

Læs også Smart idé: Nybagte forældre på barsel samler skrald

Sækkene lå i begge side af en skovvej. Foto: Martin Warming / Hillerød Posten

Han håber, at det kan ende med, at der falder en dom i sagen.

Bødestraf

Nordsjællands Politi bekræfter overfor TV 2 Lorry, at man har modtaget anmeldelsen. 

- Vi vil gerne have fat i de skovssvin. Vi skal selvfølgelig have fundet vedkommende, snakket med personen, og så skal vedkommende sigtes. For at smide affald vil man typisk få en bøde eller i allerværste tilfælde kan man få en frihedsstraf, men det kræver, at det er meget alvorligt, fortæller Henrik Suhr, pressekoordinator i Nordsjællands Politi.

Han regner med, at denne sag er en bødesag, men det kommer an på, hvad der gemmer sig i sækkene. Ligger der kemikalier eller andet forurenende, kan sagen ende med en fængselsstraf.

Bødestraffen kan ligge på mellem 5.000 og 20.000 kroner.

- Jeg har et eksempel, hvor ejeren af et pizzaria havde smidt 10 til 15 sække i naturen. Det gav en bøde på 5.000 kroner, siger Henrik Suhr.

  Foto: Martin Warming / Hillerød Posten

  Foto: Martin Warming / Hillerød Posten