Sådan undgår du påsketyvene

Indbrudstyvene plejer at have travlt i påsken. Vi har derfor samlet en række råd til, hvordan du bedst holder tyvene væk.

Påsken er for mange tid til at puste æg, ro til at se familien og måske også lejlighed til at drikke en enkelt snaps. 

Men påsketid er traditionelt set også indbrudstid.

Alene blandt forsikringsselskabet Alkas kunder sker der 9 % flere indbrud i påskedagene, end der sker på ’almindelige’ dage.

- Når vi tager på påskeferie eller er på besøg hos familie eller venner og efterlader vores hjem alene hjemme, har tyvene frit spil, hvis vi ikke har sikret vores værdier ordentligt. Derfor er det vigtigt, at vi ruster os mod de snedige indbrudstyve, der i mange tilfælde holder øje med vores hjem, siger Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka, i en pressemeddelelse.

Så selvom indbrudstallene generelt er faldende, er der god grund til at gardere sig mod tyvene.

I Danmark er vi nemlig stadig et af de mest indbrudsplagede lande i Europa.

Faktisk sker der fem indbrud i timen året rundt, oplyser Stopindbrud.dk, der et samarbejde mellem Det Kriminalpræventive Råd, Forsikring & Pension og Sikkerhedsbranchen.

Rod, lys og musik er nogle af de nemme måder at gardere sig på, lyder rådet fra Alka.

- Brug et tænd- og sluk ur, så du kan få lyset til at tænde og musikken til at spille, når du ikke er hjemme. Lad også rodet være, før du tager på ferie. Indbrudstyvene går udenom de hjem, hvor der er den mindste risiko for, at der er nogen hjemme. Så selvom det er rart at komme hjem til et pænt hjem, er det bedst at lade ungernes legetøj ligge på gulvet og kaffekopperne stå på bordet. Det signalerer, at ’vi er hjemme’, og så bliver dit hjem mindre attraktivt at bryde ind i, siger Lise Agerley.

Det vigtigste er dog at sikre sit hus udefra, råder hun.

- Sørg for, at din bolig har solide døre, låse og vinduer. Et gennemsikret hus er mindre attraktivt at bryde ind i, end et hus hvor hoveddørens lås nemt kan lirkes op, forklarer kommunikationsdirektøren.

Det kan også være en god idé at alliere sig med naboerne, hvis påsken byder på en tur ud i verden.

- Få dem til at tømme din postkasse og lad dem parkere deres bil i din carport. Det giver illusionen af, at du er hjemme, siger Lise Agerley.

Finder tyvene alligevel en vej ind, skal du først kontakte politiet og dernæst dit forsikringsselskab.

Derefter er det vigtigt at sørge for at få dækket boligen af hurtigst muligt, så du undgår flere uønskede besøg.

- Det er også en rigtig god idé at tage billeder af situationen og få overblik over omfanget af tyveriet. I det videre forløb skal tabet gøres op, og du skal kunne dokumentere dine tab. I den forbindelse kan det være nødvendigt at have kvitteringer på dine ting – gerne suppleret med billeder, lyder rådene fra Lise Agerley.

Vind kampen over påsketyvene 

  • Undgå opdateringer og billeder på de sociale medier, der viser, at du ikke er hjemme.
  • Sørg for solide døre, vinduer og låse.
  • Luk og lås alle døre og vinduer.
  • Brug en tyverialarm, der kan være med til at skræmme indbrudstyven væk.
  • Brug et tænd-og-sluk-ur til at tænde for lys og musik, så hjemmet virker beboet.
  • Få naboen til at tømme post og bruge din skraldespand, hvis du er bortrejst i flere dage.
  • Sørg for, at der holder en bil foran dit hjem.
  • Mærk dine ting, så de kan genkendes, hvis de bliver stjålet.
  • Lad hjemmet rode – og undgå at ’udstille’ dyre designerting i vinduet.
     
Kilde: Alka

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik