Sådan undgår du at julen går op i flammer

Foto: TopDanmark

December er fyldt med levende lys, tørt gran, duge og gardiner. Og selvom man godt ved at det er en dårlig kombination, sker der alligevel rigtig mange brandskader julemåneden, viser tal fra Topdanmark i København.

I mange danske hjem er julelysene med til at sprede hygge i en mørk december måned. Desværre er den flittige brug af stearinlys også årsag til et øget antal brande.

I december 2015 blev der hos Topdanmark anmeldt 48 % flere skader forårsaget af åben ild sammenlignet med gennemsnittet af årets øvrige måneder.

Hvis der først går ild i juletræ eller dekoration, kan ilden hurtigt brede sig og skabe store ødelæggelser. 

Læs også Viceværten "Jule-Jan": "Folk elsker det og det gør jeg også"

- En god måde at forebygge julebrande er eksempelvis ved at sørge for, at kalenderlyset står godt fast, så det ikke kan vælte, og at gran og pynt ikke sidder for tæt på lysene. Man kan også anvende brandhæmmende spray på grannet i juledekorationen eller direkte på juletræet. På den måde bliver det sværere at antænde. Og så skal man generelt ikke forlade et rum, hvor der er levende lys tændt, fortæller salgschef Jimmy Andersen fra Topdanmark i København.

Pas på gardinerne og dugen

Ud over ild i juledekorationerne er de hyppigste julebrande resultatet af levende lys, som er placeret for tæt ved gardiner eller vælter på juledugen. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at stille stearinlys et sikkert sted. 

Læs også Et godt værn mod juletyvene: Sådan undgår du indbrud

- Undgå at stille lysene tæt på gardiner eller lige under lamper eller andet, som er lavet af letantændeligt materiale som stof eller papir. Det er heller ikke nogen god idé at stille bloklys eller fyrfadslys direkte på bordet. Sæt i stedet lysene på en tallerken eller andet, der kan tåle varmen og tage stearin, der drypper fra lyset, siger Jimmy Andersen.

Vand med og uden brus

Er uheldet ude, og står adventskransen i lys lue, er det godt at være forberedt på, hvordan man selv kan slukke en mindre brand. De fleste små brande kan nemlig slukkes uden større besvær, hvis man reagerer hurtigt.

- Når man tænder levende lys, er det en god idé, at have vand i nærheden, hvis der pludselig opstår brand. Mindre brande kan slukkes med danskvand, som man ryster og holder en anelse for flaskens åbning, så det sprøjtes ud på branden. En lidt større brand kan som regel slukkes med en spand almindelig vand eller en lille pulverslukker, forklarer Jimmy Andersen.

Derudover anbefales det at installere minimum en røgalarm i hjemmet, og sørger for at der er batteri på, så man hurtigt bliver gjort opmærksom, hvis der opstår brand.

Gode råd til at undgå brand i juletiden

- Gå aldrig fra levende lys
- Hav vand i nærheden
- Undgå at placere levende lys under og tæt på letantændelige materialer som stof, papir og vat
- Sæt levende lys på en tallerken og ikke direkte på bordet
- Stil de levende lys sikkert, så børn og husdyr ikke kan vælte dem
- Brug selvslukkende lys
- Brug brandhæmmende spray på dekorationer og andre brandfarlige materialer
- Installér en røgalarm og husk at tjekke batterierne

Gode råd til at slukke små brande:
Sådan slukker du ild i træ, papir, tekstil og plastic:
Går der ild i juletræet, adventskransen, dugen eller lignende, kan du enten slukke ilden med vand eller kvæle ilden. Sluk ilden med vand:
- Knæl ned og kravl så langt mod flammerne, som det er forsvarligt
- Sprøjt vand på det, der brænder – ikke på flammerne

Kvæl mindre flammer med slukningsmateriale som et tæppe eller et vådt håndklæde:
- Beskyt hænder og ansigt ved at holde tæppet/klædet foran dig selv
- Læg tæppet/klædet over branden
- Løft forsigtigt for at se, om ilden er gået ud
- Træk slukningsmaterialet af på samme måde, som du lagde det på, så er du beskyttet