Sådan straffes københavner for en halv million børneporno-fotos

Ubetinget fængsel i et år og seks måneder. 62-årig mand får den straf, som anklager bad om.

I en sag om en usædvanlig stor mængde børneporno er en københavnsk mand mandag blevet idømt ubetinget fængsel i halvandet år.

Den 62-årige mand var også anklaget for at have gramset på en 12-årig dreng på en strand ved Svendborg for godt 17 år siden.

Københavns Byret har fulgt anklagemyndighedens påstand om straffens længde, oplyser specialanklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi.

Den dømte, der har haft job som avissælger, lå inde med et enormt lager af børneporno.

Politiet har fundet mere end 500.000 ulovlige billeder. Dertil kommer film, som det ville tage 133 døgn at se igennem.

Ifølge loven er den maksimale straf for besiddelse af børneporno fængsel i et år.

- Sagen er blandt de tre største sager om besiddelse af børneporno, vi har haft herhjemme, sagde specialanklageren under et retsmøde forleden.

Den store mængde gør, at der ifølge retten foreligger "særdeles skærpende omstændigheder."

Også distribution af børneporno, som er en alvorligere lovovertrædelse, er den 62-årige fundet skyldig i.

 Her var der dog "kun" tale om 25 filer. Det er blevet spredt via netværket eDonky2000.

I sagen indgår som nævnt også det fysiske overgreb, som skete tilbage i sommeren 1999.

Offeret er ikke fundet. Men beviset er tilstrækkeligt - den dømte videofilmede nemlig drengen.

Den 62-årige har arbejdet som sælger, siden han som ung droppede ud af jurastudiet. Under sagen har han nægtet sig skyldig.

- Det var en uskyldig leg. Jeg bliver ikke seksuelt opstemt, har han sagt om videoen med den 12-årige dreng. Også børneporno har han udtalt sig om:

- Jeg synes, det er afskyeligt, bemærkede han.

I hans lejlighed fandt politifolk ikke desto mindre over 3000 cd'er og 36 harddiske med børnepornografi.

Dansk politi gik i aktion efter en henvendelse fra schweizisk politi, som var blevet opmærksom på sælgerens aktiviteter på eDonky2000.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik