Sådan startede voldsom Vesterbro-brand

En voldsom brand på Vesterbro har påvirket hele byen. Nu ved politiet, hvordan den startede.

Fredag eftermiddag opstod en voldsom brand på Vesterbro i København, hvor en ejendom stod i flammer fra bund til top.

Det har siden påvirket mange københavnere, fordi Vesterbrogade har været spærret flere gange siden, på grund af faren for at en gavl ville falde ned, og fordi dele af ejendommen skulle rives ned.

Nu har Københavns Politi fundet årsagen til branden på Vesterbrogade 146.

- Vi fik først adgang til tomten onsdag, og alt tyder på, at branden startede i den restaurant, der ligger i stueetagen i bygningen, oplyser politikommissær ved Brandsektionen i København, Robert Jensen, til Ekstra Bladet.

Ansatte kæmpede forgæves mod branden

I stueetagen lå en kinesisk restaurant ved navn New Century, og det er i restaurantens køkken, at politiet mener, branden startede. 

- Vi kan med sikkerhed sige, at branden ikke var påsat. Men der er tale om et uheld eller uforsigtig omgang i køkkenet. Men præcis om det var i gryden eller ved emfanget eller andet, kan jeg ikke oplyse, siger Robert Jensen til Ekstra Bladet.

Han forklarer, at de ansatte kom ud i køkkenenet, hvor der var opstået voldsom røgudvikling. De forsøgte at slukke branden med en pulverslukker og et brandtæppe, men ilden havde for godt fat.

Branden spredte sig til lejlighederne over restauranten igennem udluftningssystemet.

Ejeren af restauranten er nu blevet sigtet for overtrædelse af Beredskabslovens §71 for ikke at have udvist tilstrækkelig forsigtighed med bl.a. ild, brandstoffer eller elektriske anlæg. Ejeren har overfor Ekstra Bladet ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Ti meter høje flammer

Politiet beskrev branden som en "fuldt udviklet tagbrand". Efter halvanden time var hele tagetagen brændt væk, fortalte politiet fredag.

Flammerne var op imod ti meter høje, da brandvæsnet ankom klokken 13.03 fredag.

Tre timer senere var slukningsarbejdet overstået. Ingen personer kom til skade under branden. 

Sådan så det ud i fredags under branden:

Fredag hærgede en brand på Vesterbrogade. Tre opgange blev evakueret og et stort område er afspærret.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik