Amanda Lindhøj er en af de mange støjplagede beboere i Folehaven. Foto: TV 2 Lorry

Sådan skal beboerne i Folehaven sikres mod støjhelvede

Beboerne i Folehaven i Valby skal sikres mod støjgener med nye støjskodder.

Mange beboere i Folehaven i Valby oplever, at de bor i et støjhelvede. Folehaven er en af de mest trafikerede indfaldsveje til København, og den konstante lyd af trafik og sirener kan være decideret sundhedsskadelig.

Nu skal nye støjskodder dæmpe larmen og gøre livet lettere for de mange beboere i den store bebyggelse. 

I første omgang er der tale om et forsøg med udvalgte boliger, men hvis projektet er et hit, vil Boligforeningen 3B i Folehaven gerne sætte mange flere støjskodder op.   

- Der er tale om et forsøgsprojekt, hvor man sætter støjskodder op på de 18 mest støjeblastede boliger ud mod Folehaven, siger Jens Schultz Hansen, der arbejder i støjkontoret i Miljøstyrelsen, og fortsætter:

- Men hvis projektet viser sig at være en succes, så er ønsket fra boligforeningen, at der skal sættes støjskodder op på alle cirka 500 boliger i boligforeningen.

01:31

Så slem er støjen i Folehaven. Se med her, hvor vi besøger Amanda Lindhøj (indslag fra september 2015) 

Luk video

Det er design- og udviklingsvirksomheden Art Andersen fra Vesterbro, som står bag projektet. Virksomheden arbejder med afskærmning i bygninger og vil udvikle en ny støjskodde, der både skal barbere støjen og bidrage til bedre indeklima og energieffektivitet.  

De nye skodder skal designes, så de passer til det eksisterende lejlighedsbyggeri i Folehaven. 

Projektet koster samlet lige omkring 4,5 millioner kroner, hvoraf lidt over en million kommer fra Miljø- og Fødevareministeriet. 

Forsøgsprojektet i Folehaven er skudt i gang og forventes afsluttet ved udgangen af 2017.  

Ifølge flere undersøgelser kan vejstøj medføre sygdom, og det anslås, at der hvert år dør op til 500 danskere på grund af støj.