Sådan gør du dit barn klar til skolevejen

Det kan give dybe panderynker hos mange forældre, når deres små poder er blevet skoleklar og skal til at begive sig ud i trafikken. Men nu er der hjælp at hente.

Hvert år får Rådet for Sikker Trafik mange spørgsmål fra forældre, der er bekymrede for deres barns adfærd og sikkerhed i trafikken.

Mange forældre vil gerne høre, hvad de selv kan gøre, så deres barn bliver en mere sikker fodgænger eller cyklist.

Forældrene kan for eksempel være i tvivl om, hvordan de bedst lærer deres barn at se sig for eller for eksempel får teenageren til at spænde cykelhjelmen og droppe mobilen, når han eller hun cykler.

Nu kan forældrene så få hjælp og svar på mange af deres spørgsmål på en hjemmeside, som Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og Nordea-fonden står bag.

Brug de sidste feriedage på at træne

Det kræver nemlig træning og erfaring at blive en god og sikker trafikant. Og jo mere forældre og børn træner i trafikken, desto bedre bliver barnet til at færdes sikkert, når det en dag skal ud i trafikken på egen hånd.

Derfor vil det være en hjælp for børnene, hvis forældre eller bedsteforældre bruger nogle af feriens sidste dage på at træne skolevejen med de yngste børn, før skolen begynder, skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

- Trafiksikkerhed kan hverken læres på bagsædet af en bil eller ved at kigge i en bog. Den konkrete øvelse er enorm vigtig for børnene, og derfor anbefaler vi, at man bruger nogle dage før skolestart til at gå eller cykle skolevejen med sit barn, for så har man bedre tid til at tale om trafikken undervejs, end når hverdagen begynder, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Træn skolevejen til fods

  • Vælg en sikker rute. Det er den rute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er mindst trafik.
  • Gå ruten mange gange sammen og aftal enkle regler for, hvad barnet skal gøre de forskellige steder.
  • Gentag reglerne, I har øvet før: Stop ved kantstenen, se dig for til begge sider, tjek at bilerne stopper, før du går over for grønt. 
  • Lær dit barn at lægge mobiltelefonen væk, når I går i trafikken. Og vær selv et godt eksempel.

    Længere nede i artiklen kan du læse, hvordan du træner dit barn til at køre skolevejen på cykel.  

På www.sikkertrafik.dk/forældre kan forældre til børn i alderen 0-18 år blandt andet få viden, gode råd og øvelser, der kan hjælpe dem med at gøre deres barn mere sikker i trafikken.

- Der er heldigvis få børn, der kommer til skade i trafikken, og det skyldes blandt andet at forældrene er gode til at passe på deres børn, når de skal ud på vejene. Forældrenes indsats betyder meget, og derfor vil vi gerne give dem en håndsrækning, så de er bedst muligt klædt på til opgaven, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Løbende påmindelser

Forældrene kan også tilmelde sig et gratis nyhedsbrev, så de fire gange om året får viden og øvelser, der er tilpasset barnets alder. Ved at melde sig til på www.sikkertrafik.dk/mitbarn kan forældrene løbende blive mindet om, hvad der er relevant og vigtigt at sætte fokus på, når deres søn eller datter skal færdes i trafikken.

Træn skolevejen på cykel

Selv om dit barn ikke er klar til at cykle alene endnu, kan I bruge skolevejen til at cykle sammen, hvis trafikken er egnet til det - og dit barn er klar. Det er dig, der bedst kan vurdere det.
  • Vælg en sikker cykelrute, hvor I skal krydse vejen færrest gange og hvor der er cykelsti.
  • Lad dit barn køre inderst eller forrest - så kan du holde øje med det.
  • Sig til i god tid, før I skal dreje.
  • Lær dit barn at give tegn, når I skal dreje eller stoppe.
  • Stop og se jer godt for, før I krydser en vej. Husk, dit barn har brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder skal I måske trække over.
  • Husk cykelhjelmen. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm, er hvis du selv gør det.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik