Foto: Esther Flytkjær-Hansen

Så smarte er de nye ambulancer

1. februar indsættes 79 nye ambulancer i Region Hovedstaden.

I næste uge ruller en lang række nye og højteknologiske ambulancer på gaderne i hovedstadsområdet.

Ambulancerne er udstyret med særligt udstyr, der skal give øget kvalitet og tryghed for patienterne - og større sikkerhed for ambulancepersonalet.

De nye ambulancer er blandt andet udstyret med elektriske ambulancebårer, som ved et let tryk på en knap får patienten sikkert ind og ud af ambulancen.

Personalesikkerheden vil også blive bedre, da ambulancepersonalet kan sidde fastspændt og behandle patienten, når ambulancen kører med udrykning.

Helt lavpraktisk kan ambulancepersonalet fremover sidde fastspændt i sædet i bårerummet og fx nå hjertestarteren og apparater til iltbehandling, ligesom medicin er placeret indenfor rækkevidde.

Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen mener, at de nye ambulancer sætter helt nye standarder for ambulancekørsel.

- De har meget mere fokus på sikkerheden for personalet, og det betyder, at borgerne ikke risikerer, at den redder, der skal redde deres liv, pludselig flyver gennem luften, fordi ambulancen fx skal bremse hårdt i et kryds, siger Sophie Hæstorp Andersen til TV 2 Lorry.

Hun er også glad for, at de nye ambulancer er 'født med' elektroniske patientjournaler.

- Vi har i nyere tid indført elektroniske patientjournaler, er de standard er i de nye ambulancer. Det betyder, at man på skadestedet kan tjekke op på, hvem man har med, og sende information til hospitalet, så det relevante personale står klar til at behandle patienten ved ankomst, siger Sophie Hæstorp Andersen til TV 2 Lorry.

Hun mener, at de nye elektriske bårer både vil gøre arbejdet nemmere og mindre nedslidende for ambulancepersonalet.

I alt bliver der indsat 112 nye køretøjer i Region Hovedstaden - det omfatter 79 ambulancer og 33 liggende sygetransporter.

Region Hovedstaden satte i 2014 ambulancedriften i udbud, og leverandørerne, Falck og Københavns Brandvæsen - nu en del af Hovedstadens Beredskab - vandt udbuddet.