Så skal krydset sættes: Vælgerne er stadig i tvivl

Op til hver syvende vælger kan stadig være i tvivl om, hvor de skal sætte krydset. Og især regionsrådsvalget kniber det med.

De skal hjem og læse, siger de. Eller de har ikke haft tid. For selv om solen skinner på gågaden i Allerød, er der en del, der stadig er usikre på, hvor krydset til kommunalvalget skal sættes.

- Jeg har ikke sat mig ind i det, siger Charlotte Frederiksen fra Lynge, til TV 2 Lorry.

Det samme er tilfældet hos Per Helmut Petersen, hvor det heller ikke er valg, der er mest fokus på.

- Det der gør mig i tvivl, er det, at man har hørt så mange gange, at folk er mere interesserede i at få deres taburetter, end de er i at føre politik, siger han til TV 2 Lorry, selvom han faktisk har taget TV 2 Lorrys kandidattest.

- Ja, og overraskende så vidste jeg godt nogenlunde, hvor jeg lå henne. Men alligevel er jeg stadig i tvivl om, hvad jeg lige skal gøre, siger han.

Er du stadigvæk i tvivl om dit kryds? Så tag vores kandidattest til kommunalvalget.

Og netop tvivlerne er i meget høj kurs hos byrådspolitikerne, hvilket de selvfølgelig også er hos Venstres spidskandidat i Allerød, Karsten Längerich.

- Jeg leder efter tvivlerne, dem der ikke har besluttet sig endnu. Så vil jeg fortælle om Venstres politik og forsøge at overbevise dem, siger han til TV 2 Lorry.

De unge er forberedte

I Egedal Centeret møder TV 2 Lorry en gruppe unge førstegangsvælgere, som har gjort deres forarbejde godt.

- Jeg har en rimelig god ide om det. Jeg har i hvert fald skåret det ned til et par stykker, jeg står imellem lige nu, siger Viktoria Nielsen fra Ganløse. 

- Jeg har taget nogle tests og vi har brugt tid på det i klassen. På at tage nogle kandidattests, siger kammeraten, Emil Bønnelykke.

Glem ikke Regionsrådsvalget! Tag kandidattesten og find ud, hvor dit kryds skal sættes. 

Regionsrådsvalget drukner

Det er især valget til regionsrådet, som folk har svært ved at navigere i. For mange glemmer, at de får stukket to stemmesedler i hånden, når de skal i valgboksen tirsdag.

- Det har jeg ikke sat mig ordentligt ind i, siger Hanne Johansen fra Allerød.

Hun ved godt, hvad hun stemmer til kommunalvalget. Men hvad regionsrådet laver er ikke noget alle har styr på.

- Det er ikke noget, jeg ved så meget om, siger den unge Simone Hededal på gågaden i Allerød.

Og i Stenløse har Amalie Pradel forsøgt at sætte sig ind i sagerne, men er ikke sikker på, hvor hun sætter krydset ved regionsrådsvalget.

- Vi tog nogle tests i klassen, men jeg er ikke sikker. Det er ikke noget, jeg har gjort så meget ud af. Ikke som med kommunalvalget, siger hun.

Husk du kan se eller gense TV 2 Lorrys valgdebat fra din kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik