Foto: TV 2 Lorry - arkiv

Så mange passagerer brugte metroen sidste år

57,2 millioner passagerer kørte sidste år med metroen i København. Det er en stigning på 1,2 millioner passagerer i forhold til i år 2014.

Antallet af passagerer er vokset år for år, siden metroen i København åbnede i 2002.

Sidste år hoppede der gennemsnitligt 100.000 flere passagerer på metroen hver eneste måned, skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.

Udviklingen glæder Metroselskabets kundedirektør, Rebekka Nymark, der forventer, at antallet af passagerer vokser yderligere i 2016.

- Vi er glade for, at flere og flere vælger metroen til. København vokser med cirka 1.000 indbyggere hver måned, og den vækst er naturligvis en af forklaringerne på, at flere tager metroen. Mange har desuden fundet ud af, at det er utroligt nemt at komme med metroen til og fra lufthavnen. Men vi kan også se, at passagererne er glade for den service, vi leverer, siger hun i pressemeddelelsen.

Det er særligt de største metrostationer, der trækker passagerer til.

De tre største stationer Nørreport, Kongens Nytorv og Christianshavn blev alene besøgt af godt 25 millioner passagerer i løbet af 2015.

Samlet set steg antallet af passagerer i metroen med 2 procent fra 2014 til 2015.