Foto: Claus Fisker / Scanpix

Så kom regnen: Falck står klar, hvis det bliver skybrud

DMI har advaret om kraftig regn og mulige skybrud flere sted i hovedstadsområdet. Falck har forberedt sig, men indtil videre har opgaverne været få.

Frem til klokken 18 i dag forventer Danmarks Meteorologiske Institut, at der falder mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer.

Desuden er der risiko for lokale skybrud, hvor der falder mere end 15 millimeter på 30 minutter.

Vi forbereder os altid

Her i hovedstadsområdet forventes den kraftige regn at ramme hårdest i Køge Bugt, Lejre, Roskilde, Frederikssund, Høje Taastrup og Ishøj. 

- Når de her meldinger kommer, forbereder vi os altid på, hvis det kommer. Selv om det mange gange ikke kommer, tør vi ikke at satse på, at det ikke gør det, fortæller Aase Damgaard, der er vagthavende hos Falck, søndag kort før klokken 14.

Indtil videre har det været en rolig dag for Falck i hovedstadsområdet, men det våde vejr er også først for alvor nået hertil i eftermidddagstimerne. 

- Derfor har vi kontakt til de skadesfolk, som egentlig har fri i weekenden, så vi kan få dem på gaden, hvis der skulle komme en del vand, lyder det fra Aase Damgaard.