Så er der serveret: Stor street food-festival vender tilbage

Der bliver igen rig mulighed for at smage på alverdens gadekøkkener, når Street Food Festival CPH vender tilbage til august.

København er gennem tiden blevet et mangfoldigt madmekka med noget for enhver smag, og særligt gademad, som de fleste måske kender under betegnelsen street food, er blevet rasende populært.

Den stigende interesse affødte sidste år en decideret festival for gademad i København, hvor nysgerrige borgere kunne smage på et bredt udsnit af alverdens street food, som byens kreative madiværksættere langede over disken fra deres food trucks.

I år gentager folkene bag festivalen så endnu engang succesen, når de i weekenden 11-13 august afholder 'Street Food Festival CPH Vol.2' ved de Københavnske søer.

Festivalen er arrangeret af Rebel Food, Kødbyens Mad & Marked og Kitchen Collective, og målet er ifølge arrangørerne at fejre mangfoldigheden af gademad og samle de bedste tilbud på ét sted.

Smagsmæssig jordomrejse

Alverdens køkkener vil være repræsenteret på festivalen - heriblandt Mexico, Japan, Thailand, Argentina, Frankrig, Australien og Danmark. Alle boderne vil byde på et mindre signaturmåltid til 40 kroner, så der vil rig mulighed for at tage på en mindre smagsmæssig jordomrejse for et relativt beskedent beløb.

Til at slukke tørsten har Nørrebro Bryghus desuden udviklet en specialøl til festivalen. Der er tale om lys og frisk lagerøl, der skulle matche de mange forskellige typer af gademad, som serveres.​

Praktisk info:

Street Food Festival CPH. 11.-13. augst, Søerne i København. Fredag: 15-21, lørdag: 11-21, søndag: 11-19.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik