00:50

Træner David Nielsen på ryggen af en af Lyngby-spillerne umiddelbart efter kampen. Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Se video fra slutfløjtet: Lyngby rykker op i Superligaen

Lyngby vender tilbage til Superligaen efter fire års fravær.

Det har været undervejs længe, og nu er det faktum: Lyngby Boldklub forlader 1. division  og rykker op i Superligaen.

Det er en kendsgerning, efter at David Nielsens trupper søndag slog FC Helsingør 1-0 på hjemmebane.

Lyngby-spillerne har gennem sæsonen været noget nær suveræne i 1. division, men der skulle der en stor Helsingør-bommert til at sætte oprykningsfesten i gang.

I begyndelsen af anden halvleg røg en tilbagelægning fra Helsingørs Mads Aaquist under fødderne på målmand Daniel Jespersen. 

Selv om keeperen jagtede bolden, kunne han ikke nå at stoppe den, før den trillede over målstregen og satte gang i jublen hos hjemmeholdets fans.

Det er fire år siden, at Lyngby senest optrådte i Superligaen. Klubbens spillere har generelt vist flotte takter, siden David Nielsen i juni sidste år underskrev en treårig trænerkontrakt med Lyngby Boldklub.

David Nielsen er da også en glad mand, efter hans hold har sikret sig oprykning til Superligaen.

- Det er dejligt at nå det mål, vi har sat os. At vi kan gøre det, fire runder før sæsonen er færdig, det er bare ekstra dejligt, siger David Nielsen til TV2 Sport.

 Han mener, at opskriften bag oprykningen er en blanding af kendte Lyngby-dyder og øget kynisme.

- Vi er lykkedes med at fortsætte med den kendte Lyngby-stil med gerne at ville have bolden. Og så har vi krydret med en del kynisme og vilje til bare at vinde fodboldkampe og få tingene gjort færdige, siger David Nielsen.