Så du også Muhammed på tv? Nu fortryder han upopulær udtalelse

Torsdag satte TV 2 Lorry fokus på bilister, der kører overfor rødt. Her talte vi med Muhammed Kürükkart. Og han blev ked af det, da han så sig selv i fjernsynet.

Statistikken taler sit tydelige sprog. Antallet at trafikulykker som følge af kørsel for rødt lys i politikredsene København, Vestegnen og Nordsjælland stiger og stiger.

Derfor var TV 2 Lorry torsdag på gaden for at tale med bilister og deres opførsel i trafikken.

En af dem var Muhammed Kürükkart, der forklarede, at han ofte har kørt over for rødt, når han bliver utålmodig.

Men nu fortryder han sin udtalelse.

- Jeg fortryder, det jeg sagde. Jeg kan godt se, at jeg udtalte mig forkert. Det var en opførsel, jeg havde en gang, men jeg kører ikke engang bil mere, siger Muhammed Kürükkart i dag fredag til TV 2 Lorry.

- Folk skal ikke gøre som mig

Torsdag aften i TV 2 Lorrys nyhedsudsendelse kunne man ellers høre Muhammed Kürükkart sige, at han hader rødt lys, og at han synes rødt lys er spild af tid i trafikken. Da Muhammed Kürükkart blev interviewet, sad han på passagersædet i sin vens bil.

Samtidig indrømmede han, at han nok kører over for rødt lys et par gange om dagen. I dag fredag tager Muhammed dog afstand fra den adfærd. Og han fortryder sine ord.

- Det virkede på mig, som om jeg opfordrer andre til at køre over for rødt, og det er jeg ked af. Folk skal ikke begynde at køre sådan, som jeg sagde, siger Muhammed Kürükkart.

Han har selv været involveret i to bilulykker, hvor han ifølge ham selv var meget heldig. Samtidig har han oplevet at miste tre af sine venner i en bilulykke. Da det skete, sagde han til sig selv, at han måtte stoppe med at køre bil, indtil han blev klogere som bilist.

- Jeg har gjort noget dumt tidligere, og jeg vil gerne opfordre folk til, at de ikke gør det samme, siger Muhammed Kürükkart.

Mindre hensyn til medtrafikanter

TV 2 Lorry har i denne uge sat fokus på både bilister og cyklisters adfærd i trafikken.

Torsdag filmede vi på blot en time 21 bilister, der i krydset Borups Alle/Hillerødgade i København trodsede det røde lys og kørte direkte ud i krydset, hvor andre bilister var ved at få grønt.

Både Københavns Politi og Rådet for Sikker Trafik vurderer, at danskernes trafikkultur i disse år bliver dårligere og dårligere.

- Mange bilister udviser ikke længere samme grad af hensyn over for andre trafikanter, som de gjorde for bare få år siden. De sætter sig selv i højsædet og siger ’jeg skal frem, det er mig der gælder’, udtalte direktør i Rådet for Sikker Trafik, Mogens Kjærgaard Møller, i går til TV 2 Lorry.

Nedenfor kan du indslaget fra gårsdagens nyhedsudsendelse.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik