Foto: TV2/Lorry

Så blev trafikplanen på Nørrebro vedtaget

Torsdag aften blev den omdiskuterede trafikplan for Indre Nørrebro endeligt vedtaget i Københavns Borgerrepræsentation.

Den nye trafikplan for indre Nørrebro har været længe undervejs, men torsdag aften blev den endelig vedtaget af et politisk flertal i Borgerrepræsentationen.

- Med godkendelsen af trafikplanen har vi nu vist, hvilken vej vi ønsker at gå – nemlig at få Indre Nørrebro fredet for de mange uvedkommende biler i kvarteret. Kan vi få fjernet mellem 2000 og 3000 biler om dagen som forventet, vil planen i den grad være en succes, især for beboerne i området. Nu gælder det så om at finde frem til de helt rette tiltag de forskellige steder i samarbejde med de lokale, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell i en pressemeddelelse.

Planen har været genstand for megen debat, og især naboerne har i flere omgange udtalt deres undren over den manglende borgerinddragelse.

- Vi har nu de overordnede linjer på plads og dermed også et fundament at bygge videre på, som giver arbejdsro. Al den debat, som de seneste måneder har budt på, skal vi gerne have inkluderet i det videre arbejde, så jeg håber, at de engagerede folk i både Brohusgade, Wesselsgade og i resten af området vil deltage aktivt i det videre arbejde med trafikplanen. På den måde kan vi sammen skabe de løsninger, som er de helt rigtige for hvert enkelt nærmiljø, siger Morten Kabell.

Planen indebærer blandt andet, at hastighedsgrænsen i hele zonen skal sættes ned til 30 km/t, busslusen i Stengade skal flyttes og gøres mere effektiv, og Wesselsgade skal åbnes for lokaltrafik. 

Forventningen er, at 2500 gennemkørende biler forsvinder fra området i døgnet.