Så er adressen på Nørrebros nye politistation klar

Lejeaftalen ligger på bordet, og i august eller september rykker politiet ind i nye lokaler på Nørrebro.

Nørrebro får efter sommerferien atter et korps af politibetjente med fast adresse i den københavnske bydel, som - i særlige problemområder - plages af gaderøverier, skudopgør og voldsepisoder.

Og nu står det klart, hvor den nye nærpolitistation skal ligge henne: Det bliver i et nybyggeri på Hermodsgade 3, der ligger mellem Jagtvej og Bispebjerg Station.

- Vi forventer, at indflytningen i bygningen kan ske engang i løbet af august og september 2012, siger vicepolitiinspektør Benny Øchkenholt, som står i spidsen for lokalpolitiet på Station Bellahøj.

Meldingen kommer kort tid efter det opsigtvækkende overfald på Indre Nørrebro, hvor fire unge jyder blev hevet ud af deres Mercedes og overfaldet med slag, spark og knivstik af en gruppe på 10-12 personer.

Det brutale episode fandt sted lørdag eftermiddag ved Folkets Park, der ligger tæt på Blågårds Plads, som er arnested for den berygtede gadebande af samme navn.

Nørrebros nye politistation får adresse i et nybyggeri i tre plan, hvor supermarkedskæden Fakta slår dørene op for en butik i stueetagen. Politiet rykker ind på første og anden sal, der måler knap 800 kvadratmeter.

Dermed siger de farvel til nærpolitistationen på Østerbro.

- Når bygningen er klar til at blive taget i brug, vil nærpolitiet samtidigt fraflytte lokaliteterne på Østerfælled Torv, siger Benny Øchkenholt.

Det lokale politi på Nørrebro har tidligere boet på en adresse midt på Nørrebrogade ved Assistens Kirkegårds gule mure. Stationen lukkede i efteråret sidste år.

- Det var en rigtig dårlig og forhastet beslutning, sagde Hans Mejlshede, som er formand for Nørrebro Handelsforening og har en låseforretning på Nørrebrogade, tidligere på ugen.

Den nye nærpolitistation kommer til at dække områderne omkring Ryparken, Frihavnen, Svanemøllen, Indre Østerbro, Den Grønne Trekant, Hothers Plads, Skt. Hans Torv, Blågårds Plads og Nørrebroparken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik