Foto: TV 2 Lorry

S-togs-naboer må leve med støj i 8 måneder

Naboer til S-togs-strækningen mellem Albertslund og Høje Taastrup må leve med øget støj i over et halvt år.

Hvis du bor tæt på skinnerne mellem Albertslund og Høje Taastrup, må du forvente mere støj end normalt i de kommende 7-8 måneder.

Sådan lyder meldingen fra Banedanmark, der nu går i gang med udskifte gamle master og køreledninger på S-togs-strækningen mellem Albertslund og Høje Taastrup stationer.

Støjen skyldes blandt andet, at Banedanmark udskifter fundamenter og stiller nye master op.

Banearbejdet vil også medføre ændringer i togtrafikken for passagererne.

De nuværende master og køreledninger udskiftes efter op mod 60 års tro service. Det nye køreledningsanlæg skal sikre en mere stabil togtrafik - især ved dårligt vejr og stærk blæst.

For at genere passagerne på den travle strækning mindst muligt, arbejdes der fortrinsvis i aften- og nattetimerne, oplyser Banedanmark.

Arbejdet på togstrækningen vil stå på frem til maj måned næste år.