S skal tale ud om sygehuse

Den socialdemokra­tiske Køge-borgmester, Marie Stærke (S), kalder det yderst fornuftigt, at socialdemokrater fra både region og kommuner mødes for at se hinanden i øjnene i morgen.

Det sker på initiativ af den socialdemokratiske ordfører i regionsrådet, Tommy Kamp, Køge, og i kølvandet på, at partifællen på borgmesterposten i Næstved, Henning Jensen, i sidste uge lancerede Næstveds eget alternativ til regionsrådets sygehusplan. Næstved-planen lukker Køge Sygehus, skriver DAGBLADET Køge.
- Jeg er glad for, at mødet bliver holdt, så vi kan tale om, om der skal lægges en ny strategi, og så borgmestrene bliver hørt. Lige så mange kommuner, vi har, ligeså mange muligheder er der jo, siger Marie Stærke, der dog ikke selv kan deltage på grund af byrådsmøde i Køge. I stedet deltager kredsformand Jesper Hesselberg Andersen.
Marie Stærke gentager fra sidste uge, at Køge Kommune ikke barsler med sin egen sygehusplan som modsvar til Næstveds.
- Nej, men hvis regionen begynder at skifte spor, vil vi selvfølgelig gøre opmærksom på, at Køge er det bedste sted at lægge et supersygehus, siger hun.Tommy Kamp kalder mødet i morgen et opklarings- og dialogmøde, men han mener, det er underligt at opgive regionsrådets plan inden regionens møde med sundhedsministeren 13. marts.
- Næstved Sygehus er en del af vores plan. Derfor skal man bare bakke den op. De skal huske, at de kan miste det, de har. Konen i muddergrøften er ikke noget dårligt eventyr, siger Tommy Kamp.
Roskildes S-borgmester, Poul Lindor Nielsen, mener også, der er god brug for at mødes, selv om han dog også er forhindret.
- Selvfølgelig er det meget godt at drøfte både Næstveds udspil og situationen generelt, hvor regeringen har sat os i en klemme, siger Poul Lindor Nielsen med henvisning til, at der ikke er penge til Region Sjællands sygehusplan, før den ligner noget, regeringen og dens eksperter går ind for.
Roskilde-borgmesteren mener fortsat, at region og kommuner i fællesskab skal satse på regionsrådets langt mere decentrale sygehusplan.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik