S-opgør om betalingsring

Socialdemokratiske borgmestre kræver nye forhandlinger om S-SFs betalingsring, som de ikke finder »særlig genial«. S-SF-toppen er tavs, skriver Berlingske.

Blot få dage efter en vælgerlussing til Socialdemokraterne i København kræver flere fremtrædende tillidsfolk i partiet nye forhandlinger om betalingsringen. Borgmestre i omegnskommunerne vil ikke blot drøfte, hvor betalingsringen skal gå, og hvordan den offentlige trafik skal styrkes. Hvidovres borgmester, Milton Graff Pedersen (S), ønsker tilmed en åben diskussion om alternativer til en betalingsring. »Betalingsringen kan være ganske fornuftig, men forudsætter massive investeringer i den kollektive trafik og parkeringsanlæg. Og hvis de massive investeringer ikke følger med, holder betalingsringen ikke,« fastslår han til Berlingske.
»Nu har jeg været tilbageholdende under valgkampen, selv om diskussionen om betalingsringen har plaget mig. Jeg kan godt se, at København har et problem med trafikken, og at der skal gøres noget ved det. Men i Hvidovre peger vi i stedet på road pricing,« siger han.
Omegnsborgmestrene retter samtidig en kritik imod toppen i S og SF, der så sent som i sommer lovede at inddrage dem i drøftelserne om betalingsringen. Et løfte fra bl.a. S-formand og kongelig undersøger Helle Thorning-Schmidt, som ikke er overholdt, fastslår borgmestrene.
»Der er en masse uafklarede spørgsmål, som jeg forventer at blive indkaldt til en nærmere forhandling om,« siger Ole Bjørstorp (S), borgmester i Ishøj Kommune.
Peter Valenius, formand for Socialdemokraterne i Region Hovedstaden, vurderer, at linjeføringen vil besværliggøre adgangen til f.eks. de store sundhedsarbejdspladser, hvor medarbejderne har skæve arbejdstider, og hvor den kollektive transport er ringe om aftenen og natten: »Jeg vil nødig sige, at den nuværende skitse til betalingsringen skal skrottes, fordi så siger nogen, at jeg løber fra hele forslaget  det gør jeg sådan set ikke. Jeg siger bare, at den skitse, som ligger, ikke er særlig genial.«
Ifølge Erik Nielsen (S), borgmester i Rødovre Kommune og repræsentant for omegnskommunerne i trafikspørgsmål, vil planerne for betalingsringen belaste omegnskommunerne, men det er uklart, hvordan de skal kompenseres.Ledelserne i S og SF ønsker ikke at kommentere kritikken.
Også fra borgerlig front møder rød bloks betalingsring ny modstand. Venstre og de Konservative er åbne for at støtte Dansk Folkepartis ønske om at sende betalingsringen til folkeafstemning, skriver Berlingske.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik