S: Miljøminister sminker luftforurening

Nye tal viser, at luften i det indre København er renere end hidtil antaget. Men det er langt fra godt nok, mener Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne kritiserer miljøminister Troels Lund Poulsen (V) for at give et falsk billede at luftforureningen i København. Kritikken kommer, efter at Troels Lund Poulsen har fremdraget nye tal for forureningen i det indre København som bevis for, at det går så godt, at Danmark allerede i 2009 kan overholde EU's grænseværdi for partikler.

- Det er dybt pinligt, at miljøministeren nu forsøger at spinne en succeshistorie på, at luftforureningen nogle steder i København er 15 procent lavere end forventet. 3400 danskere dør hvert år for tidligt som følge af luftforurening. En luftforurening der medfører to millioner sygedage hvert år. Sandheden er, at regeringens indsats mod luftforurening de sidste otte år har været fuldstændig utilstrækkelig. Der er jo altså en grund til, at EU-kommissionen igen har afvist regeringens ønske om at udskyde overholdelsen af en række EU-krav til god luftkvalitet og givet miljøministeren en stor næse som følge heraf, siger Socialdemokraternes miljø- og klimaordfører, Mette Gjerskov.

/ritzau/