S i hovedstaden kritiserer sure S-borgmestre

Omegnskommunernes S-borgmestre stiller urealistiske krav til betalingsringen, mener S i København.

Socialdemokraterne i København går nu i rette med S-borgmestrene i omegnskommunerne i debatten om den omstridte betalingsring omkring hovedstaden.
      Deres krav er urealistiske, og det er ikke tid til at stille ultimative krav, lyder det fra de københavnske socialdemokrater.
      - Det er ikke fair og rimeligt over for regeringen i den nuværende økonomiske situation at stille ultimative krav om, at man skal have investeret i kollektiv trafik, inden man starter en betalingsring, siger Ikram Sarwar, socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
      Han er fuldstændig enig i, at der er hårdt brug for en betalingsring, og at det også kræver bedre og billigere kollektiv trafik.
      - Men borgmestrene glemmer, at betalingsringen ikke er målet, men midlet til at løse mange af de udfordringer, som vi står overfor både sundhedsmæssigt, økonomisk og samfundsmæssigt, siger Ikram Sarwar.
      Hans kritik kommer, efter at omegnsborgmestrene har stillet krav om, at man skal investere i den kollektive trafik, før man etablerer en betalingsring.
      Samtidig har Roskildes borgmester Joy Mogensen (S) kaldt det for løftebrud, hvis regeringen lægger betalingsringen ved Københavns kommunegrænse, som det forlyder bliver placeringen.
      - Ringens placering skal lægges, hvor det giver allermest mening i forhold til udfordringerne. Derfor vil jeg appellere til omegnsborgmestrene om, at de går i dialog fremfor at stille ultimative krav, siger Ikram Sarwar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik