Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

1 af 2

S: Huslejen skal betales af kommunen

Det foreslår socialdemokraternes socialordfører i København Henrik Appel. Hvis man risikerer at blive sat på gaden, fordi man ikke kan betale sin husleje, så skal kommunen tilbyde at betale lejen.

- Forslaget går ud på, at kommunen skal hjælpe mennesker, der er ved at blive sat ud af deres bolig med en enkelt ydelse og derefter, efter aftale med borgeren, sætte dem under administration, siger Henrik Appel til DR København.

Dyrere for samfundet ikke at hjælpe
Ifølge Henrik Appel koster det mere for samfundet at sætte folk ud, end det koster at hjælpe med huslejen. Især set i lyset af, at antallet af udsættelser er steget voldsomt i de seneste år. Sidste år steg antallet af udsættelser med 25 procent, og i København blev over 600 borgere sat på gaden, fordi de ikke kunne betale huslejen.

- Det koster formuer at sætte dem ud og få dem ind på herberger, kvindekrisecentre mv., og det koster rigtig meget i menneskelig lidelse, siger Henrik Appel.

Ifølge aktivlovens paragraf 81 må kommunerne godt hjælpe borgere med akutte uforudsigelige enkeltudgifter, men Københavns socialforvaltning afviser i et svar til Henrik Appel, at husleje kan kaldes for en "uforudsigelig udgift", og derfor hjælper man ikke borgere med huslejen.

Dér tolker forvaltningen loven alt for stramt, mener Henrik Appel. - Man har lavet en meget restriktiv praksis og forvaltning af paragraf 81 i Københavns Kommune, og det er den jeg vil have ændret på, så man får mulighed for at hjælpe borgere, der af den ene eller anden grund ikke kan betale deres husleje, siger han.

Socialrådgiverforeningen støtter forslag
Forslaget bliver støttet af formanden for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post. - Det er rigtig vigtigt, at vi sørger for med alle midler at hjælpe folk, så de ikke ryger på gaden. Det er første skridt til en social deroute at opleve at blive sat på gaden. Det må vi gøre alt, hvad vi kan for at undgå, siger hun til DR København.

Bettina Post anerkender, at husleje ikke er en uforudsigelig udgift, men påpeger, at aktivlovens paragraf 81 åbner for, at man alligevel godt kan bevilge en udbetaling, hvis den er afgørende for en families videres livsførelse.

- Det er klart, at man ikke bare bevidstløst skal betale folks huslejer. Der skal stilles krav om et samarbejde, hvor målet er, at folk selv skal tage ansvaret for, at deres regninger bliver betalt, siger Bettina Post.

Ifølge hende er der andre kommuner, som har en blødere tolkning af paragraf 81, og som netop hjælper med huslejen på den baggrund. - Det er min opfattelse, at tolkningen er særlig skrap og særlig stram i København. Det er forskelligt, hvor kommunerne lægger snittet, og nogle har politiske målsætninger om, at man ikke vil have mennesker, der bor på gaden i deres by, siger Bettina Post.