S-formand: Bandekonflikt tvinger os til at tænke nyt

Politikerne er nødt til at "bevæge sig" på det retspolitiske område, mener S-formand Mette Frederiksen.

Bandemedlemmer skal ikke have mulighed for at samle sig i større grupper, hvis det står til Socialdemokratiet.

Partiet vil give politiet ret til at opløse større forsamlinger af bandemedlemmer.

Netop forsamlingsfrihed er sikret i grundlovens paragraf 79, men ifølge Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, bliver politikerne på Christiansborg nødt til at "bevæge sig" på det retspolitiske område.

quote Der er en afstumpethed, som tvinger os på Christiansborg til at tænke i nye baner.

Mette Frederiksen, formand Socialdemokratiet

- Den brutalitet, vi ser fra banderne, er ikke noget, vi har oplevet ret meget i Danmark.

- Der er en afstumpethed, som tvinger os på Christiansborg til at tænke i nye baner.

- Jeg påstår ikke, at et enkelt forslag kan løse den verserende bandekonflikt. Men jeg vil gerne kunne se danskerne i øjnene og sige, at vi gør alt, hvad vi kan på Christiansborg. Og der er altså flere veje, vi kan gå, siger Mette Frederiksen. 

Rigsadvokaten gav i sidste uge grønt lys til at kunne føre sag i retten med henblik på at opløse banden Loyal To Familia.

Sagen skal efter planen føres i det nye år.

- Jeg synes, at et forbud mod bander er en god idé, men den sag kommer også til at tage tid.

- I mellemtiden tror jeg, at det er godt at få nogle andre redskaber på plads også, siger Mette Frederiksen om Socialdemokratiets nye forslag.

Hun er træt af at se på banderne i bybilledet.

- Jeg synes, det er stærkt provokerende at se banderne forsamle sig. Jeg tror ikke, de er særligt stærke hver for sig. Det er en magtdemonstration, de udviser, og de stjæler byrummet fra os, siger den socialdemokratiske formand.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik