S-borgmester: Kamp må tage sin straf.

Den socialdemokratiske toppolitiker Tommy Kamp ser ud til at fortsætte som formand for Socialdemokraterne i Køge, selvom han ønsker at trække sig fra sin plads i regionsrådet i kølvandet på en sigtelse for spirituskørsel. Det skriver DAGBLADET Køge.

Tommy Kamp meddelte fredag aften, at han ikke ønsker at
indtræde i det nye regionsråd, fordi han på baggrund af den
aktuelle sigtelse for spirituskørsel frygter at udgøre en
belastning for sit parti.

Det ser dog ud til, at han fortsætter som formand for
Socialdemokraterne i Køge, hvor han ligeledes er borgmester
Marie Stærkes personlige rådgiver.

- Tommy har begået en dumhed, og jeg kan også konstatere, at
han har trukket sig fra alle offentlige hverv, og lagt afstand
til og beklaget sin spirituskørsel.

Det tror jeg er meget fornuftigt, spirituskørsel kan jeg ikke billige. Nu må han tage
den straf, der tilkommer ham, hverken mere eller mindre, siger
Marie Stærke i en kort skriftlig kommentar til DAGBLADET Køge.

Her henviser hun samtidig til, at det bliver en sag for
partiets medlemmer, om Tommy Kamp lokalt skal fortsætte i
formandsstolen.

- Hans position rent organisatorisk i partiet er ikke noget,
jeg bestemmer som borgmester. Det afgøres af partiets medlemmer
på generalforsamlingen i marts, skriver Marie Stærke i sin
kommentar til DAGBLADET Køge.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tommy Kamp
om, hvorvidt han også agter at trække sig fra formandsstolen i
Køge i kølvandet på sigtelsen for spirituskørsel.