S-borgmester boykotter moske

Det er ikke hver dag, at en integrationsborgmester tager afstand fra en religiøs minoritet i sin by.

Ikke desto mindre er det, hvad den københavnske socialdemokratiske beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jakob Hougaard, gør i et debatindlæg i Politiken lørdag, hvor han klart vender ryggen til den planlagte moske i Københavns Nordvestkvarter.
- Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke vil sætte mine ben i moskeen på Vibevej, hvis den nogensinde bliver bygget, skriver borgmesteren i Politiken.
Årsagen til den voldsomme udmelding er, at den shiamuslimske forening, der vil bygge moskeen, kan have nære bånd til det iranske præstestyre. I hvert fald har der været forhandlinger med iranske rigmænd om finansieringen, og ifølge Weekendavisen er moskegrunden købt med hjælp fra den iranske ambassade.
- Jeg mener, at vi som samfund må være på vagt, når den iranske stat kan få et brohoved ind i Danmark og påvirke religiøst og politisk, siger Jakob Hougaard til Politiken.
Men selv om borgmesteren ville gribe ind, er der ikke meget, kommunen kan gøre. Et notat fra kommunens chefjurist til overborgmesteren understreger, at kommunens myndighed i forhold til anvendelse og opførelse af bygninger kun handler om at varetage byplanens »saglige æstetiske interesser«. En granskning af byggeriets finansieringen hører ikke under kommunens myndighed.
Med sin skarpe markering i dagens avis gør integrationsborgmesteren imidlertid ikke kun op med de shiamuslimske moskebyggere. Han lægger sig samtidig ud med sine socialdemokratiske kolleger på rådhuset.
Ordføreren for den socialdemokratiske gruppe på rådhuset, Anne Vang, har nemlig - uafhængigt af Jakob Hougaard - også bidraget til debatsiderne i Politiken lørdag. I Kroniken fremlægger hun omtrent det modsatte synspunkt.
Anne Vang frygter, at politikerne med deres skarpe meldinger kun opnår, at muslimerne føler sig marginaliserede, hvilket ikke forebygger fundamentalistiske miljøer - tværtimod. Og ved at forbyde en moske forhindrer man ikke rekruttering af rabiate muslimer.
- Der ligger allerede i dag en moske på grunden, så hvis der foregår noget, som er kritisk, kan det foregå allerede i dag. Fundamentalisme vokser ikke i de religiøse symboler, i kupler og minareterne. Den kan lige så vel udgå fra et kælderlokale som fra en flot ny bygning, siger Anne Vang til Politiken. Hun synes i øvrigt, at muslimerne bliver udsat for urimelig forskelsbehandling.
Anne Vang henviser til, at der på det selv samme møde i Borgerrepræsentationen, hvor der blev givet foreløbigt grønt lys til moskeen på Vibevej, samtidig blev givet lov til at udbygge en synagoge.
- Jeg har ikke hørt nogen efterspørge en stillingtagen til synagogens økonomi. Jeg har heller ikke hørt nogen spørge ind til, hvorvidt der skulle være israelske pengemænd bag, skriver hun i dagens Kronik i Politiken.
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) vil ikke gå nærmere ind i uenigheden, men siger gennem sin pressesekretær til Politiken, at »gruppeledelsen har diskuteret sagen og har vedtaget at bakke den linje op, som den politiske ordfører har lagt«.