Rynket flugtbilist mejede dreng ned i fodgængerfelt

En 13-årig dreng måtte indlægges på hospitalet, efter at en bilist kørte ham ned og stak af fra ulykkesstedet.  

En chokeret kvinde anmeldte onsdag eftermiddag til politiet, at hendes 13-årige søn var blevet kørt ned, og at bilisten efterfølgende var kørt væk fra stedet.

Nu har politiet offentliggjort et signalement af flugtbilisten i håb om, at offentligheden kan hjælpe dem på sporet af bilisten.

Påkørslen skete i rundkørslen på Helligkorsvej/Mølleghusvej i Roskilde omkring klokken 13.45, som var det tidspunkt, hvor kvinden indgav anmeldelsen.  

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport gik drengen hen over fodgængerfeltet i rundkørslen, da en stor, brun personbil på hvide plader kom kørende og ramte ham, så han røg op på køleren og landede på vejen ved siden af bilen.

Fik mange knubs

Drengen humpede over på fortovet og satte sig ned, og bilen fortsatte af Helligkorsvej i østlig retning uden at standse.

Drengen fik mange knubs ved uheldet og blev indlagt på sygehuset, oplyser politiet.

(Se signalementet af flugtbilisten under billedet)

Drengen blev kørt ned i denne rundkørsel i Roskilde.
Drengen blev kørt ned i denne rundkørsel i Roskilde.

Rynket mand bag rattet

Manden i den brune personbil med hvide plader beskrives som dansk af udseende, 60-65 år, almindelig kropsbygning, hvid hudfarve og med kort, gråt hår.

Han havde et rynket ansigt, blå/brune øjne, og han var iført en blå cardigan.

Politiet hører gerne fra borgere, der har set sammenstødet eller andre, der har oplysninger i sagen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik