Rygerne kan blæse på DSB's cigaretforbud

Når DSB's totalforbud mod rygning træder i kraft fra månedsskiftet, kan de smøgtrængende, der ikke lader sig diktere af ordensregler, pulse videre på perronerne, skriver metroxpress.

For der bliver formentlig ikke tale om repressalier fra det statskontrollerede togselskabs side, hvis en ulydig ryger nægter at skodde smøgen. I det mindste ikke i de første par måneder.

»Vi tænker ikke at tage afgifter i brug. Kunderne finder selv ud af det. Dem, vi må minde om at lade være med at ryge, fortæller vi det på en høflig og imødekommende måde,« siger DSB-direktør for personale og kommerciel Susanne Mørch Koch til metroxpress.

Dog hedder det sig ifølge DSB's ordensreglement, at overtrædelse af reglerne kan medføre bortvisning og politianmeldelse.

Men ifølge direktøren vil DSB implementere rygeforbuddet, der nu også gælder de udendørs arealer, på en stille og rolig facon.

»Nu skal vi gøre os nogle erfaringer. Det er klart, at hvis vi i de kommende måneder opdager udfordringer, finder vi ud af, hvordan vi håndterer dem,« siger Susanne Mørch Koch.

Efter metroxpress kunne fortælle, at rygeforbuddet er nært forestående, har mange rygere skrevet, at de vil se stort på reglerne.

Men direktøren forventer, at rygerne vil pakke cigaretterne væk, når de bliver bedt om det.

»Vi har ordensregler over hele Danmark, og vi forventer, at de bliver fulgt. Det er en hypotetisk situation for mig, at en kunde ikke vil stoppe med at ryge efter en henstilling. Lad os se, hvordan det udvikler sig,« siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik