Foto: Ryanair

Ryanair: Københavnerne presser os ud

Ryanair lukker sandsynligvis sin base i Billund fredag aften. Vi er blevet presset ud af den københavnske fagbevægelse, siger Ryanair-boss.

- Situationen er den, at vi højst sandsynligt lukker vores base i Billund fredag aften.

Sådan sagde Ryanair-personaledirektør Eddie Wilson på et pressemøde tirsdag formiddag. Her gjorde han det klart, at lukningen af basen i Billund er et resultat af, at den danske fagbevægelse vil af med Ryanair.

Ifølge Eddie Wilson er Ryanair blevet presset ud af fagbevægelsen i København. På pressemødet refererede personaledirektøren til en 'københavnsk liga, som tror de kan gøre, hvad de vil'.

- Det er helt afgjort afpresning. Fagforeningen har bekræftet, at man vil fortsætte sine aktioner mod Ryanair. Vi har haft vores base her i Billund i tre år uden problemer, og vi har opereret her siden 2006. Men alle vores fly, der skal til Aarhus og København, vil blive forhindret, og det kan vi ikke byde vore passagerer, sagde Eddie Wilson på pressemødet.

Ryanairs flytrafik fra Billund stopper fredag aften, medmindre fagbevægelsen trækker sin trussel om konflikt tilbage.