Ruten skal nærstuderes: Tour de France-arrangør besøger København og Roskilde

Løbsorganisationen ASO, der arrangerer Tour de France, vil de kommende dage sætte den danske Tour-start under lup med besøg i alle start- og målbyer.

Danmarks værtskab for Tour de France-starten i sommeren 2022 skal de kommende tre dage granskes af løbsorganisationen bag det franske cykelløb.

ASO, der arrangerer den gigantiske sportsbegivenhed, har mandag, tirsdag og onsdag sendt fagfolk til blandt andet København og Roskilde, der huser løbets indledende enkeltstart samt starten på den anden etape.

Her skal Tour de France-organisationens mål- og startansvarlige - Stéphane Boury og Yannick Goasduff hedder de – nærstudere ruterne og gennemgå de tre danske etaper i det, der kaldes et teknisk besøg.

Det oplyser det danske Tour de France-værtskab, Grand Départ Copenhagen Denmark 2022, i en pressemeddelelse.

- Når Tour de France næste år starter i Danmark og København er det samtidig en af verdens største sports- og mediebegivenheder vi får til landet: det kræver præcis planlægning. Den danske tour-organisation ser derfor frem til at gennemgå alle detaljerne med ASO, så vi får en super sportslig afvikling af de tre danske etaper og en fantastisk cykel- og folkefest på tværs af hele landet, siger Alex Pedersen.

Han er i direktør i det offentligt stiftede selskab, der står bag den danske Tour de France-start, og så er han i øvrigt selv tidligere cykelrytter og sportsdirektør.

Tour de France-starten i København 2022

Tour-start blev udsat med et år

Den danske Tour-start skulle egentlig have fundet sted denne sommer, men på grund af coronapandemiens udskydelse af EM i fodbold – som også delvist finder sted i København – blev starten på Tour de France i Danmark i stedet rykket til 2022.

Men selv om covid-19 nok fortsat er en del af vores alle sammens hverdag til den tid, så forventer parterne bag den danske Tour de France-start hundredtusinder af tilskuere langs ruten i København og de andre etaper.

Tour de France 2022 begynder den 1. juli med en 13 kilometers enkeltstart gennem hjertet af København med på H.C. Andersens Boulevard og mål foran Rådhuset. 

Her skal feltet en for en i kamp med uret i en individuel tidskørsel, der blandt andet tager rytterne forbi Parken, Den Lille Havfrue, tværs over Amalienborg Slotsplads og gennem Nyhavn.

Anden etape går fra Stændertorvet ved Roskilde Domkirke gennem Lejre og Sagnlandet, inden Tour de France kører ud af hovedstadsområdet og gennem Vestsjælland inden målstregen i den fynske by Nyborg kort efter at have passeret Storebæltsbroen.

Tredje etape er en sydøstjysk affære, der går fra Vejle til Sønderborg.

Den franske delegation vil i løbet af de tre dage aflægge visit i de fem danske tourbyer, hvor ruterne skal gås efter i sømmene for at sikre, at det hele lever op til de krav, der stilles til et så stort event. Både hvad angår rytternes sikkerhed, men også sikkerheden omkring løbet.

Kom tæt på ruten gennem København i videoen herunder (som dog blev lavet i starten af 2020):

Smal passage ved Langelinie kan give problemer

Hvad angår ruten i København, så vil en smal passage omkring Kastellet og Langelinie nok især være genstand for et grundigt tjek.

- Der er mega smalt. En meget fed passage, der er teknisk svær, men som bliver super flot at se på omkring den Lille Havfrue. Her ville jeg stå, hvis jeg var tilskuer den dag, har cykelekspert hos TV 2, Rolf Sørensen, tidligere sagt til TV 2 Lorry.

Alex Pedersen har dog fortalt, også til TV 2 Lorry, at netop den passage var et krav fra franskmændenes side.

- Det er faktisk det eneste sted, de har lavet nogle ændringer. De mener jo også, at det vil give nogle fede billeder, siger han.

Besøget munder ud i en teknisk rapport, som bør være færdig i efteråret. Med den i hånden kan de danske Tour de France-byer gå i gang med at bygge op og gøre klar til at tage imod en af verdens største sportsbegivenheder.