Rumænsk politi kaldes til Sjælland

Fem sjællandske politikredse går sammen for at få en rumænsk politimand til Danmark som forbindelsesofficer i kampen mod forventet indbrudsbølge i de mørke måneder. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Sommerens forsøg i Nordsjælland, hvor en rumænsk politimand i en måned var udstationeret hos Nordsjællands politi, skal nu bredes ud over hele Sjælland. Via Rigspolitiet og Europol har de fem politikredse på Sjælland og Lolland-Falster netop søgt rumænsk politi om at få en forbindelsesofficer til Danmark i en periode på et halvt år.
-Vi havde rigtig god gavn af den rumænske politimand, da han med kort varsel var heroppe i sommerferien. Derfor er vi gået sammen i et forsøg på et brede ordningen ud i både tid og rum. Jeg håber, at det rumænske politi reagerer lige så hurtigt som i sommer, hvor aftalen kom i stand på en måneds tid. Vi ved af erfaring, at der sker mange flere indbrud i de mørke vintermåneder, forklarer politidirektør Thorkild Fogde, Nordsjællands Politi.
Baggrunden for samarbejdet med rumænsk politi er, at der ud over de mange danske tyveknægte, i de senere år har figureret mange østeuropæere i tyverisager.
- En forholdsmæssig stor del af dem er rumænske statsborgere, forklarer Thorkild Fogde.
En forbindelsesofficer kan være med til identitetskontrol, når der er mistanke om falske papirer, eller der måske slet ikke er id-papirer, og han skal fungere som bindeled til rumænsk politi, især når der er mistanke om mere organiserede tyvebander.
- Men han kan også give os et bedre efterretningsbillede. Via ham kan vi hurtigt afgøre, om der i et konkret tilfælde er tale om almindelige fattige mennesker, som begår kriminalitet. Eller om der er tale om nogen, som er del af en mere organiseret gruppering, siger Thorkild Fogde.
I 2009 rejste Nordsjællands Politi 165 sigtelser mod rumænske statsborgere for især butikstyverier, tricktyverier, bedrageri og indbrud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik