Østjyllands Politi efterlyser ejerne af tre mountainbikes, som med stor sandsynlighed er blevet stjålet i hovedstadsområdet i november måned, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
De tre cykler blev ifølge politiet fundet på en trailer i Østjylland for en måned siden den 16. november.
Her blev de fundet sammen med en række andre tyvekoster fra Københavns-området.
Østjyllands Politi har efterfølgende anholdt og sigtet de to ejere af traileren for tyveri. Der er tale om to rumænske statsborgere, som var på vej ud af landet.
Er en af cyklerne din, eller kender du den rette ejer, kan du kontakte Østjyllands Politi på 114 og spørge efter afdelingen for hittegods.