Foto: Lorry

Rullende skolestart i Hillerød

Hillerød overvejer at indføre rullende skolestart. Det kan give børnene en nemmere overgang fra børnehave til skole. Ulempen er logistikken ifølge Frederiksborg Amts Avis.      

I Hillerød Kommune bliver der for tiden kigget nærmere på mulighederne for at indføre rullende skolestart, det vil sige at alle de mindste elever ikke begynder i skole den samme dag.

Ifølge professer ved Aarhus Universitet, Niels Egelund, er der flere fordele ved den rullende skolestart.

- Den helt store fordel er, at man automatisk betragter børnene mere individuelt, fordi de kommer i små klumper ad gangen. Dermed er der ingen forventninger om, at alle kan det samme, og at de skal kunne det lige nu. Rullende skolestart giver en meget nemmere overgang fra børnehave til skole for det enkelte barn, siger professoren, der også kan se ulemper ved modellen.

- Ulempen er det logistiske spørgsmål. Mange vil opfatte, at det er noget rod med mange første skoledage. Og det stiller store krav til den differentierede undervisning, siger Niels Egelund.