Rudersdal får landets laveste skat

Borgerne i Rudersdal Kommune får i 2012 den laveste kommunale skatteprocent i hele Danmark. Det viser en opgørelse over kommunernes skatteprocenter fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Satsen bliver på 22,7. Det er 0,1 procentpoint lavere end i år, hvor Rudersdal har delt den laveste skattesats med Gentofte Kommune. I 2012 er Rudersdal alene om rekorden, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Rudersdal Kommune har siden kommunalreformen i 2007 bortset fra et enkelt år hvert år sænket sin kommunale skatteprocent, som ved kommunens oprettelse lød på 23,16 procent.
- Sammenlægningen mellem Birkerød og Søllerød har vist sig at være en rigtig god idé. Samtidig har vi haft en vilje til at gennemføre de strukturelle beslutninger, der også skal til, og det er blevet fulgt op ved at sætte skatten ned, forklarer Rudersdals borgmester Erik Fabrin (V).
 Rudersdal Kommune har således vedtaget at lukke en af sine skoler i 2012 og i de efterfølgende år også lukker en række utidssvarende daginstitutioner ligesom bibliotekerne er under lup.
Trods store forandringer blev Rudersdal Kommune for nylig kåret som en af landets bedste kommuner at bo i af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. En medvirkende forklaring på at det så godt i Rudersdal er da også, at borgerne tjener gode penge.
- Det hører selvfølgelig med i billedet, ligesom det hører med, at vores største post på det kommunale budget, det er de 600-700 millioner kroner, vi betaler i udligning til andre kommuner, siger Erik Fabrin til Frederiksborg Amts Avis.
Kun tre andre kommuner i hele Danmark sænker sin skattesats i 2012. Det er foruden Rudersdal også København, Odense og Syddjurs.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik