300 pladser bagud: RUC klarer sig exceptionelt dårligt på verdensrangliste

Roskilde Universitet ligger 300 pladser lavere end andre danske universiteter på ranglisten over de bedste universiteter. Ærgerligt, siger prorektor.

Ud af 1.258 universiteter fra hele verdenen placeres Roskilde Universitet på en plads i kategorien 601-800 på Times of Higher Education årlige rangering af verdens universiteter.

Det betyder, at universitetet i bedste fald er det 601. bedste universitet i verden.

Det er tredje år, at RUC er tilmeldt listen. Universitetet ligger nu længere nede end i de foregående opgørelser. Sidste år lå RUC i gruppen med de 401 til 500 bedste universiteter og er dermed rykket minimum hundrede pladser ned af listen på bare et år.

– Vi synes selvfølgelig, at det er superærgerligt, at det går den vej, siger prorektor på RUC Peter Kjær.

Prorektor: Konkurrencen er blevet hårdere

Prorektor Peter Kjær fortæller, at man har været i kontakt med Times Higher Education, der har afsløret, at RUC ligger i den gode ende af gruppen med de 601 til 800 bedste universiteter. 

quote Det her skulle gerne inspirere os til at kigge indad, så vi kan se, hvor vi kan blive bedre

Prorektor Peter Kjær

– Vores præstation, og det vi bidrager med, er ikke som sådan blev forringet, men konkurrencen på listen er blevet hårdere. Og så er der også kommet en del flere universiteter på listen, siger Peter Kjær.

På direktionsgangen ærgrer man sig alligevel over at være rykket ned på listen.

– Det her skulle gerne inspirere os til at kigge indad, så vi kan se, hvor vi kan blive bedre. Så nu vil vi gå ind og grave os systematisk ned i dataene og lave en sammenligning med 25 af de universiteter, vi synes, vi kan sammenligne os med, siger prorektor Peter Kjær.

Times of Higher Educations rangering af verdens universiteter

Ranglisten udarbejdes ud fra 13 præstationsindikatorer, der udgør en samlet score for hvert universitet.

 

Indikatorerne ligger inden for områderne undervisning, forskning, forskningens indflydelse, international repræsentation i personale, studerende og forskning samt universiteternes kommercielle indflydelse.

 

I toppen ligger de to engelske universiteter University of Oxford og University of Cambridge efterfulgt af seks amerikanske.

 

Du kan se Times Higher Educations introduktion til listen og deres rankingsystem på dette link.

 

Har du lyst til at se, hvordan andre universiteter ligget placeret, kan du finde listen her.

Listerne har værdi i udlandet

Ifølge direktør for Danske Universiteter, Jesper Langgaard, betyder det noget, hvordan universiteterne placerer sig på sådanne lister.

quote I udlandet, især i USA, har de her lister stor værdi

Jesper Langgaard, direktør for Danske Universiteter

– Man er begyndt at tage listerne mere og mere alvorligt. Og det har altså betydning, siger han.

Amerikanske studerende er særligt glade for listerne og går mere målrettet efter at placere sig højt på de forskellige ranglister.

–  I udlandet, især i USA, har de her lister stor værdi. Så man må følge med herhjemme, for det betyder noget, når man tager ud i verden, siger Jesper Langgaard.

Han mener, at det kan have betydning for at tiltrække studerende fra andre lande og anerkender, at universiteterne kan gøre sig selv mere attraktive, hvis de bruger deres placering på internationale lister i deres markedsføring.

De danske universiteters placeringer på verdensranglisten

Times Higher Educations rangliste over verdens bedste universiteter er netop opgjort for 2019.

 

Her kan du se, hvordan de danske universiteter placerer sig ud af de 1.258 universiteter, der optræder på listen:

  • Københavns Universitet: 116
  • Aarhus Universitet: 123
  • Danmarks Tekniske Universitet (DTU): 163
  • Aalborg Universitet: 194
  • Copenhagen Business School (CBS): 201-250
  • Syddansk Universitet (SDU): 251-300
  • Roskilde Universitet (RUC): 601-800
  • IT-Universitetet i København (ITU): ikke tilmeldt ranglisten

Aalborg Universitet klarer sig historisk godt

På Aalborg Universitet har man i denne omgang sneget sig ind i en top 200 for første gang. En placering, der vækker jubel på universitetet.

– Vi lagde en strategi for tre år siden, hvor fokus var en højere kvalitet, hvor det var muligt. Og det er det, vi mærker i dag, siger Bo Jeppesen, der er rådgiver i rektorsekretariatet på Aalborg Universitet.

– Vi klarer os ret godt på alle fronter, men især vores ingeniørafdeling gør det rigtig godt. Og så har vi nogle gode forskningsmiljøer, siger han.

Universitetet er blot to år yngre end RUC og er bygget på mange af de samme grundprincipper, blandt andet et fokus på tværfaglighed, gruppearbejde og problemløsning.

quote Det betyder jo en hel del for universitetets omdømme

Bo Jeppesen, rådgiver i rektorsekretariatet på Aalborg Universitet

God placering tiltrækker forskere og studerende

Ifølge Bo Jeppesen har de ikke foretaget ændringer med henblik på at forbedre deres placering på internationale lister.

Den gode placering er slet og ret en konsekvens af, at man de senere år har fokuseret på generelt at forbedre de overordnede forhold på hele universitetet.

Her mener universitetet, at det har stor betydning at placere sig godt på ranglisten.

– Det betyder jo en hel del for universitetets omdømme. Det gør det. Især for tiltrækningen af nye forskere og studerende, siger Bo Jeppesen.

INFO:

Artiklen er blevet til i samarbejde med journalistuddannelsen på RUC.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik