Royal Arena kan forsinke trafikken til lufthavnen

Både beboere i Ørestad og folk, som benytter motorvejen til og fra lufthaven og Sverige, skal vænne sig til massiv trafik i forbindelse med de mange fremtidige arrangementer i Royal Arena.

Fremover vil der være et arrangement i Royal Arena cirka hver 4. dag, og med plads til 16.000 gæster, som skal til og fra arenaen, kan det ikke undgås, at trafikbilledet ændrer sig væsentligt.  Det kommer til at påvirke trafikken både på Øresundsmotorvejen og i hele Ørestad.

Derfor opfordrer Københavns Kommune nu rejsende til og fra lufthavnen til at tage afsted i god tid, hvis afrejsen foregår i samme tidsrum, som der er arrangement i Royal Arena.

quote Vi kender endnu ikke de præcise konsekvenser, men vi vil i den første periode overvåge trafikafviklingen meget tæt.

Steen Rasmussen, Centerchef, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune

Der kan komme kødannelser på afkørselsramperne til og fra motorvejen, hvilket kan medføre trafikfarlige situationer længere tilbage på motorvejen, og der kan komme stillestående trafik på gaderne i og omkring Ørestad. 

Københavns Kommune sætter via Trafiktårnet ind med maksimal trafikinformation og trafikovervågning og vil følge udviklingen tæt fremover for at kunne justere og styre trafikafviklingen bedst muligt. Koncertgæster opfordres til så vidt  muligt at benytte offentlig transport eller cykel til Royal Arena.

Københavns Kommune har udpeget anbefalede ruter for fodgængere, cyklister og bilister og har desuden opfordret Royal Arena og koncertarrangøren Live Nation til at sende trafikinformation direkte til koncertgæsterne med anbefaling om at benytte tog og metro.

Herudover kan man holde sig opdateret om den aktuelle trafiksituation via Trafikken Hovedstadens app og twitterprofil. Trafikmeldingerne leveres fra Trafiktårnet, hvor kommunens trafikfolk arbejder sammen med Vejdirektoratet og DR P4’s trafikradio. 


Arrangementer i Royal Arena: Fakta om trafik

  • Metallica indvier Royal Arena med fire åbningskoncerter d. 3., 5, 7., og 9. februar 2017. Koncerterne starter kl. 20.
  • Det er anslået at, at der vil blive afviklet en event cirka hver 4. dag fremover. Det forventes, at koncerterne i arenaen vil trække op til 3.000 ekstra biler til området. 
  • Der er begrænsede p-pladser og afsætningsmuligheder ved Royal Arena, hvorfor publikum opfordres til at benytte offentlig transport til og fra arenaen. Vestamager og Ørestads stationer ligger begge i gå-afstand, og der er gode stiforbindelser til og fra stationen. 
  • Der er plads til 16.000 gæster i Royal Arena, og det forventes, at koncerterne i arenaen vil tiltrække gæster fra hele Danmark samt Tyskland og Sverige.
  • Trafikken vil især være tæt på Hannemanns Allé, hvor Royal Arena har adresse, på Øresundsmotorvejen ved til- og frakørselsramperne ved Ørestad og Field’s, samt på Center Boulevard og Ørestads Boulevard, hvor der er risiko for lange kødannelser. 
  • Få aktuel trafikinformation følgende steder:
  • Trafikken Hovedstadens app, hvor du kan vælge at modtage push-beskeder vedr. bestemte ruter. Læs mere om appens mange funktioner i app-store. 
  • Trafikken Hovedstad på Twitter https://twitter.com/trafikhovedstad

Royal Arena åbnede officielt lørdag den 28. februar. Se indslaget her.

 

Ambitionen er, at Royal Arena skal lokke store koncerter og sportsbegivenheder til byen.

 

 

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik